Det er de 27 EU-landes europaministre blevet enige om efter lange og hårde forhandlinger tirsdag i Bruxelles.
Beslutningen skal dog stadig formelt bekræftes af stats- og regeringscheferne på deres topmøde torsdag-fredag. Og den danske forhandlingsleder, europaminister Nicolai Wammen, tøver tirsdag stadig med at kalde det en helt færdig aftale.
Også selv om Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, allerede har ønsket Serbien tillykke.
- Vi har taget et meget vigtigt skridt i forhold til kandidatstatus for Serbien i dag. Alle 27 anbefaler, at der bliver givet grønt lys for Serbien her senere på ugen.
- Der er også anerkendelse af, at Serbien har leveret på de ting, de skulle imødekomme for at få kandidatstatus. Efter min opfattelse er det et meget klart signal fra 27 lande, og Serbien er på rette spor mod at komme hjem i den europæiske familie, siger Wammen.
Bag den danske ministers forsigtige ord gemmer sig en strid med Serbiens nabo, EU-landet Rumænien, der under tirsdagens forhandlinger satte hælene i med henvisning til, at der er bekymringer for det rumænsktalende mindretal, vlakerne, i Serbien.
Balkaneksperten Karsten Fledelius fra Københavns Universitet undrer sig over, at vlakerne pludselig skulle være et problem. Han ser dem som et velintegreret mindretal, der har været i Serbien i 800-1000 år, og som tilhører den serbisk-ortodokse kirke.
Den pludselige omsorg for vlakerne har derfor i Bruxelles ført til spekulationer om, hvorvidt den rumænske modstand i virkeligheden dækker over, at Rumænien er vred over, at landet ikke kan få lov til at komme med i Schengensamarbejdet.
Wammen afviser, at spørgsmålet om Schengen har været nævnt under tirsdagens forhandlinger.
Andre diplomatiske kilder vil dog ikke afvise, at det kan komme på bordet under topmødet sidst på ugen.
Hidtil har Serbiens anstrengte forhold til naboen Kosovo været den største forhindring. Som led i tirsdagens kompromis har både Serbien og de fem EU-lande, der ikke anerkender Kosovo, givet indrømmelser uden at love fuld anerkendelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde