EU vil gøre mere for at få krigshærgede Syrien på ret kurs
Efter nye blodige angreb holder EU fast i, at der skal en ny regering til for at skabe fred i Syrien.
EU skal sætte flere og tydeligere fingeraftryk på fredsprocessen i Syrien.
Det krigshærgede land er fanget i en blodig borgerkrig, og mandag døde mindst 145 mennesker ved koordinerede bombeangreb, som Islamisk Stat har taget ansvaret for.
Samlet har mindst en kvart million mennesker mistet livet i den fem år lange konflikt, som også har sendt millioner på flugt til de omkringliggende lande.
Fred og stabilitet i Syrien er derfor kun muligt, hvis præsident Bashar al-Assads regime afløses af en ny regeringsmagt, der repræsenterer alle dele af det syriske samfund, mener EU.
- EU opfordrer alle parter til at aktivt støtte en proces, der vil føre til troværdig og inkluderende overgang, skriver EU's udenrigsministre i en udtalelse efter et møde i Bruxelles mandag.
Det arbejdes der blandt andet på i den schweiziske by Genève, hvor FN leder forhandlinger med en syrisk oppositionsgruppe.
- Vi har besluttet at øge vores politiske indsats for at støtte forhandlingerne, og EU vil spille en endnu større rolle, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, efter ministermødet.
I forbindelse med mødet var Federica Mogherini også i dialog med en delegation fra den syriske oppositionsgruppe i Genève, inklusive den nyvalgte leder, Anas al-Abdah.
I EU er der forsigtige håb om, at Assad-regimet viser træthedstegn og ikke holder fast i magten for evig. Men Islamisk Stat og andre oprørsgrupper truer også freden.
EU-landene vil derfor støtte den militære indsats mod Islamisk Stat. I de dele af Syrien, hvor gruppen er fortrængt, skal civilsamfundet have mere hjælp til at genopbygge landet.
Udenrigsministrene blev også enige om at øge hjælpen til Libyen ved at træne landets kystvagt. Det skal være med til at stoppe menneskesmuglere fra at sende flygtninge og migranter over Middelhavet.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet