Når du køber juletræet, flæskestegen eller julegaverne, skal du tænke på miljøet.
Sådan lyder det i en ny omfangsrig rapport fra EU's Miljøagentur, der kortlægger, hvordan det står til med miljøet i de 27 EU-lande.
- Vores forbrug af naturressourcer rokker ved økosystemernes stabilitet. Klimaændringerne er hidtil det mest synlige tegn på denne ustabilitet, men en række globale tendenser peger i retning af øget risiko for økosystemerne i fremtiden.
Det siger direktøren for EU's Miljøagentur, Jacqueline McGlade.
Et af hovedbudskaberne i rapporten er, at man skal tænke længere og bredere, når det kommet til miljømæssige konsekvenser.
Det gælder både, når regeringer laver nye love, og i høj grad også de almindelige forbrugere, som Miljøagenturet vil have til at hjælpe til.
- Der er brug for en ændring i tilgangen til det her. Politik alene kan ikke standse eller vende udviklingstendenserne for miljøet. Vi må sørge for, at borgere bliver engageret i at mindske deres påvirkning af miljøet, står der i rapporten.
Ifølge Miljøagenturet er et af de største problemer for miljøet i EU, at effektiviteten stiger i land- og skovbrug, og det betyder en forstærket udnyttelse af jorden, som den ikke kan klare.
Et eksempel er, at dyrkning af biobrændstof, der ellers skal hjælpe til med at mindske CO2-udledningen, er så hård en belastning af landbrugsjord, at det skader miljøet i det samlede regnskab.
Derfor foreslår rapporten, at forbrugerne skal oplyses om, hvilke konsekvenser, de varer de køber, har for miljøet.
Ligeledes skal der opkræves afgifter for brug af naturens ressourcer alt efter, hvor hård en bestemt slags dyrkning er for miljøet.
Rapporten fra EU's Miljøagentur udkommer hvert femte år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde