EU vil have talt ud med Tyrkiet efter kupforsøget
EU's udenrigsministre møder lørdag den tyrkiske europaminister for første gang siden det mislykkede kupforsøg.
For første gang siden det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet får EU's udenrigsministre nu i samlet flok mulighed for at tale ud med tyrkerne efter de dramatiske begivenheder i juli.
Det sker, når de lørdag under et uformelt EU-møde i Bratislava møder den tyrkiske europaminister, Ömer Celik.
Tyrkerne er vrede over, hvad de ser som en langsom europæisk opbakning til den tyrkiske regering og præsident Recep Tayyip Erdogan i timerne omkring kupforsøget.
De er også utilfredse med EU's kritik af de omfattende anholdelser og fyringer overalt i Tyrkiet efter kupforsøget.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, siger fredag ved ankomsten til mødet i Bratislava, at EU "straks fordømte" kupforsøget "på den stærkest mulige måde".
Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, siger samtidig, at "vores tanker går til det tyrkiske folk i en svær periode med kupforsøg og terrorangreb".
- Men det er også vigtigt at understrege, at reaktionerne på kupforsøget skal overholde demokratiske principper og være rimelige, siger Johnson.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) var i Mongoliet under kupforsøget. Han siger, at han, lige så hurtigt han blev klar over, hvad der skete, var ude med opbakning til Tyrkiets demokrati.
Den danske udenrigsminister siger, at mødet i Bratislava blandt andet handler om at få talt ud med Tyrkiet.
- Vi anerkender alle sammen, at efter et kupforsøg skal der være et retsopgør. Men det skal være et retsopgør, der er båret af nogle principper. Principper om, at man skal have en fair rettergang, og at man ikke skal straffes uden grund, siger Kristian Jensen.
Udenrigsminister Miroslav Lajcak fra det slovakiske EU-formandskab håber, at mødet lørdag vil forbedre stemningen mellem EU og Tyrkiet.
- Det er ikke normalt, at da vi udtrykte stærk solidaritet med Tyrkiets valgte ledere efter det mislykkede kup, at der så er gensidig frustration i stedet for tættere bånd til hinanden, siger Lajcak.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned