EU vil holde øje med Musks interview med AfD-leder
Elon Musk har planlagt at interviewe AfD-partileder Alice Weidel torsdag. (Arkivfoto). Foto: Allison Robbert/Reuters
EU vil holde øje med Elon Musks interview med AfD-partileder Alice Weidel for mulige brud på tech-forordning.
Når Tesla-chef og ejer af X Elon Musk torsdag interviewer partileder Alice Weidel fra det tyske højrefløjsparti Alternative für Deutschland (AfD), vil EU holde godt øje med, hvordan projektet løber af stablen.
Det siger Thomas Regnier, der er tech-talsperson i EU-Kommissionen på et pressemøde i Bruxelles mandag, ifølge France 24.
Interviewet bliver sendt på Musks egen platform X, som EU i øjeblikket undersøger for brud på de forpligtelser, der ligger i forordningen om digitale tjenester (DSA).
Det gælder blandt andet misinformation og ulovligt indhold.
Derfor vil EU ifølge talspersonen holde øje med, om interviewet med AfD-partilederen ligeledes bryder med forpligtelser i forordningen.
- Platformsejere skal sikre, at de ikke bliver misbrugt eller giver fortrinsbehandling til bestemte typer indhold eller en øget synlighed for kun én type indhold, siger talspersonen ifølge France 24.
Hvis EU under interviewet finder mulige nye brud på forordningen, vil disse indgå i den igangværende undersøgelse, oplyser talspersonen ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Det kan for eksempel være, hvis X-brugere ikke har mulighed for at fravælge at blive eksponeret for AfD-indhold.
- Der er intet i DSA, der forbyder platforme at sende live og udtrykke personlige meninger. Men det, der står klart, er, at vi vil undersøge, om platformen opererer inden for DSA's grænser, siger talspersonen.
EU startede dets undersøgelse af X i december 2023.
Dengang sagde den nu tidligere danske kommissær, Margrethe Vestager, at EU tager ethvert brud på reglerne meget seriøst.
- Kommissionen vil grundigt undersøge X's overholdelse af DSA'en for at sørge for, at europæiske borgere er sikre online, sagde hun til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker