EU vil ikke anerkende libysk oprørsgruppe

Situationen i Libyen er stadigvæk så uforudsigelig, at EU ikke vil gå ud og anerkende bestemte oppositionsgrupper til Muammar Gaddafi som legitime repræsentanter for den libyske befolkning.

Det siger den danske udenrigsminister, Lene Espersen (K), efter et møde i Bruxelles med EU-landenes øvrige udenrigsministre.

- Vi vil ikke gå ud ensidigt og begynde at anerkende en bestemt gruppe, siger hun.

- Der er fuld opbakning til at støtte de demokratiske reformer og bakke op om alle dem, der er i Libyen. Men lige nu er situationen meget flydende. Og derfor vil EU i kke anerkende én gruppe, understreger udenrigsministeren.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har som den første europæiske leder anerkendt oppositionsbevægelsen Det Nationale Libyske Råd som en legitim repræsentant for Libyen.

Men hverken den danske udenrigsminister eller et samlet EU bakker altså op om Frankrigs beslutning, der endnu engang illustrerer, at EU har svært ved at tale med en stemme.

- Jeg havde helst set, at hvis EU meldte noget ud, at vi så var enige om det. Jeg tror, vi står stærkere, hvis vi siger tingene i fællesskab, siger Lene Espersen.

- Der har ikke været kutyme for, at vi anerkender den ene eller anden bestemte organisation. Det har vi jo ikke gjort andre steder, siger hun.

Lene Espersen understreger, at det er væsentligt, at EU koncentrerer sig om at yde den nødvendige humanitære hjælp til Libyen.

Her har alle 27 EU-lande dog heller ikke den samme holdning til, hvor mange penge man vil smide i EU-kassen til at støtte de demokratiske reformer.

Danmark har bidraget med knap 33 millioner danske kroner og er dermed den næststørste bidragyder efter Storbritannien.

- Det er ganske tankevækkende, at når vi ser, hvad vi står over for i Libyen, at Danmark er det land, der har givet næstflest penge. Det fortæller også noget om, at så løst hænger pengene altså ikke, siger Lene Espersen.

/ritzau/

Et fælles EU er ikke klar til at sige god for én bestemt libysk oppositionsgruppe, siger udenrigsministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret