EU vil sætte skattely-lande på sort liste
Parlamentet vil sanktionere lande, som gør det muligt for kriminelle at gemme penge for skattemyndighederne.
De lande, som indretter skattesystemet for at få rige privatpersoner, virksomheder og banker til at søge skattely på bekostning af andre landes statskasser, skal sortlistes.
Det mener Europaparlamentet, som med et stort flertal har vedtaget en lang liste med anbefalinger, som skal gøre reglerne for virksomhedsskat klarere og mere retfærdige.
541 stemte for, 68 stemte imod, mens 125 stemte hverken for eller imod.
- Vi sender et klart signal om, at vi går til kamp mod skandaler som Luxleaks og Panama Papers, siger medlem af Europaparlamentet Jeppe Kofod, som har stået i spidsen for rapporten.
Han er medlem af parlamentets særlige skatteudvalg, som blev nedsat for at rydde op efter Luxleaks-skandalen.
- Det er et meget vidtgående forslag, som lægger op til, at hele industrien bag skattesvig skal have nogle hårdere straffe og i sidste ende kan risikere at miste erhvervslicensen, siger Jeppe Kofod.
Parlamentet vil med sanktioner straffe myndigheder, som ikke vil samarbejde om at komme skattesvig til livs. Der skal eksempelvis være mulighed for at suspendere frihandelsaftaler og forbyde adgang til EU-midler, mener parlamentet.
- Når skattely-lande har hemmelige strukturer og ikke registrerer de reelle ejere af virksomheder, kan de tillade, at kriminelle kan gemme penge væk. Og det vil vi gøre op med.
- Vi beder i rapporten om klokkeklare sanktioner, som eksempelvis straftold eller diplomatiske sanktioner, siger Jeppe Kofod.
Kommissionen skal nu tage stilling til betænkningen, inden anbefalingerne kan udmønte sig i reel lovgivning.
Jeppe Kofod bliver også medlem af et nyt undersøgelsesudvalg, som Europaparlamentet har vedtaget at nedsætte. Den skal kulegrave skattesnyd, som er blevet afsløret i de såkaldte Panama-papirer.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker