EU vil straffe Ungarn for budgetrod

Ungarns budget har været i strid med EU's regler, lige siden landet blev medlem af EU i 2004. Men trods gentagne advarsler er budgetunderskuddet stadig over den tilladte grænse på tre procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Økonomikommissær Olli Rehn og kommissær for EU's regionalpolitik Johannes Hahn understreger på et pressemøde, at der ikke er tale om straf, men at det mere handler om at give Ungarn et incitament til at rette ind.

De seneste budgettal fra Ungarn viser faktisk et overskud på 3,5 procent. Men det dækker ifølge kommissionen over store engangsindtægter fra blandt andet nationaliseringen af private pensionsmidler til en værdi af 10 procent af BNP.

Den danske klimakommissær, Connie Hedegaard, siger i en kommentar til Ritzau, at skridtet er nødvendigt, fordi Ungarn nu i 29 måneder ikke har efterkommet kravene fra de øvrige EU-lande.

- Læren fra Grækenland er, at det altså ikke kan nytte noget at være alt for langmodig med lande, der ikke gør nok for at imødegå deres forskellige underskud.

- Vi siger nu i den klub, der hedder EU: Der er nogle fælles spilleregler, der skal følges, og hvis man ikke gør det, så kan man blandt andet tilbageholde nogle af de penge, landene får ud af klubben, siger Hedegaard.

Eurolande kan idømmes bøder for at bryde budgetreglerne. Mens Ungarn, der står uden for euroen, ifølge kommissionen i stedet skal straffes ved at miste støtte fra EU's samhørighedsfonde, der blandt andet støtter trafik- og miljøinvesteringer.

Ungarn er et af de lande, der er mest afhængig af støtten. Den foreslåede suspension dækker 29 procent af landets årlige udbetaling fra samhørighedsfondene og svarer til 0,5 procent af BNP.

Kommissionens udspil skal godkendes af medlemslandene, før suspensionen kan træde i kraft. Støtten skal ifølge udspillet først bortfalde ved årsskiftet, så Ungarn har stadig tid til at rette ind.

Sagen har ikke direkte forbindelse til de øvrige sager, der verserer mod Ungarn, der blandt andet er under efterforskning for brud på EU's traktater med en række nye love.

/ritzau/

EU-Kommissionen vil fratage Ungarn 3,7 milliarder kroner i støtte, fordi landet ikke overholder EU's budgetkrav.

Offentliggjort Sidst opdateret