EU vil træne Malis soldater til at nedkæmpe oprør
EU er nu formelt klar til at sende omkring 450 mand til Mali for at hjælpe med at gøre hæren i stand til at nedkæmpe islamisterne, der de seneste dage er rykket frem mod hovedstaden Bamako i syd fra deres hidtidige højborg i den nordlige del af landet.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) glæder sig over EU's beslutning - selvom Danmark med sine forbehold ikke deltager i træningsmissionen, men i stedet bidrager med et Hercules transportfly til den franskledede militæraktion i Mali.
- EU siger samlet, at vi ikke vil lade Malis folk i stikken, og at vi ikke vil tolerere, at Mali bliver overtaget af terrororganisationer, siger Søvndal efter det ekstraordinære udenrigsministermøde i Bruxelles.
Han understreger samtidig, at EU nu spiller på "alle de sikkerhedspolitiske tangenter".
Ud over træningsmissionen har Søvndal og hans 26 ministerkolleger torsdag indskærpet over for Malis regering, at den skal levere en plan for, hvordan der kan blive rettet op på demokratiet efter militærkuppet i marts sidste år.
Lige nu er der en stor sum støttemillioner fra EU indefrosset på grund af krav til demokrati.
- Vi fik slået fast, at overgangsregeringen nu også må levere på den politiske proces. Der skal forberedes valg og i øvrigt findes en reel politisk løsning, siger Søvndal.
Der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål om, hvordan træningsmissionen bestående af 200 trænere og 250 soldater til at passe på dem kan komme i gang i en situation, hvor krigen har grebet om sig.
Ifølge diplomatiske kilder er det meningen, at EU allerede på søndag vil sende et mindre rekognosceringshold til Bamako for at berede vejen for træningsmissionen.
Fortroppen skal blandt andet vurdere, om man kan holde fast i en oprindelig plan fra december om at træne fire bataljoner - halvdelen af hele Malis hær - på én gang på en base nordøst for Bamako.
Efter at krigen har bredt sig mod syd, er det usikkert, om træningen stadig kan foregå i sikkerhed på dén base, ligesom det er tvivlsomt, om man kan trække så mange af Malis soldater ud af de igangværende kampe.
Det er ifølge beslutningen fra EUs udenrigsministermøde meningen, at træningsmissionen skal sættes i gang senest i midten af februar.
Det er endnu uklart, hvilke lande der kommer til at bidrage. Men styrken skal ledes af den franske general Francois Lecointre.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker