Eurochef: Vores banker har vist sig modstandsdygtige
Eurogruppens formand, Paschal Donohoe, er fredag til EU-topmøde i Bruxelles. Her skal EU-ledere blandt andet diskutere den uro, der er opstået på de finansielle markeder. Foto: Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Banker i euroområdet har stor likviditet, siger formand for eurogruppen. Han frygter ikke bankkrise i Europa.
Gradvise forbedringer af det finansielle system i eurolandene gennem de seneste år har betydet, at bankerne i dag står stærkt.
Det siger formand for eurogruppen Paschal Donohoe fredag ved sin ankomst til et EU-topmøde i Bruxelles.
Her bliver han spurgt om risikoen for en bankkrise i Europa.
- Jeg har stor tiltro til mængden af likviditet og modstandsdygtighed, som vores banker har opbygget. Jeg er overbevist om, at vi har de nødvendige reserver til at sikre stabilitet i vores banksystem.
- Vores finansielle system har vist, at det har den fornødne stabilitet til at klare sig igennem både en pandemi og igennem de økonomiske konsekvenser, som viste sig i begyndelsen af krigen i Ukraine.
- Men vi kan alle blive enige om, at det er essentielt at holde øje med de nuværende udviklinger, siger Paschal Donohoe.
Med det refererer formanden til den uro, som i den seneste tid har præget den finansielle sektor, siden den amerikanske bank Silicon Valley Bank kollapsede og blev beordret lukket.
Siden kom den schweiziske storbank Credit Suisse under pres. Det skyldtes, at kunder trak store beløb ud af banken.
Credit Suisse endte med at blive opkøbt af UBS, en anden schweizisk bank.
De nylige udviklinger understreger vigtigheden af, at eurolandene bliver ved med at arbejde på tiltag, der styrker den finansielle sektor, siger Paschal Donohoe.
- De skridt, vi har taget i de seneste år, har gjort vores banker mere modstandsdygtige. Der har været tale om gradvise forandringer. Den tilgang skal vi fortsat have, siger han.
Donohoe fremhæver arbejdet med bankunionen. Den blev indført som reaktion på finanskrisen i 2008 for at sikre bedre regulering af sektoren.
- Der er brug for stabile fremskridt, når det kommer til bankunionen. Vi skal have implementeret de aftaler, vi allerede har lavet. Det har jeg tiltro til, at vi kan, siger Paschal Donohoe.
Eurogruppen består af de EU-lande, der har euroen som møntfod.
Der vælges blandt landenes finansministre en formand, som siden 2020 har været irske Paschal Donohoe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned