Euroens redningsfond mister topkarakter

Mørke skyer fortsætter med at samle sig over den hårdt pressede euro.

Ratingbureauet Standard & Poor's nedgraderer kreditværdigheden for EU's midlertidige redningsfond, EFSF, der skal redde eurozonen fra kollaps, fra AAA til AA+.

Det sker i kølvandet på, at Frankrig og Østrig allerede har mistet den bedste kreditvurdering, mens syv andre af de 17 eurolande, som i forvejen ikke lå i top, ligeledes er blevet nedgraderet.

Derfor kommer nedgraderingen af EFSF ikke som den store overraskelse.

Redningsfondens chef, Klaus Regling, understreger, at fonden fortsat er handlekraftig og har nok penge på kistebunden til at hjælpe kriseramte eurolande.

Efter at Frankrig og Østrig fredag fik frataget topkarakteren af kreditvurderingsinstituttet, er det kun eurozonens største land, Tyskland, samt Holland, Finland og Luxembourg, som i eurozonen kan bryste sig af et AAA.

Samtidig siger chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, at krisen i eurozonen er blevet stadigt værre i de seneste måneder.

- Vi er i en meget alvorlig situation, og vi kan ikke se bort fra dette faktum, slog Draghi mandag fast over for EU-Parlamentet i Strasbourg.

ECB-chefen udtalte sig som formand for ESRB-udvalget, der skal overvåge og advare om truende risici inden for EU's økonomi.

Den europæiske redningsfond EFSF har i øjeblikket en lånekapacitet på 440 milliarder euro, som skal hjælpe økonomisk trængte eurolande såsom Grækenland.

Den tyske forbundsregering havde allerede inden EFSF's nedgradering meddelt, at fondens finansiering er sikker, og at der ikke er behov for at poste flere penge i den.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, blev for en uge siden enige om at sætte mere fart i oprettelsen af EU's permanente redningsfond for euroen, ESM, som skal afløse den midlertidige fond, EFSF, til sommer.

/ritzau/dpa

Kreditvurderingen af den europæiske redningsfond EFSF mister sin AAA-vurdering hos ratingbureau.

Offentliggjort Sidst opdateret