Grækenland får 110 milliarder euro (818,5 milliarder kroner) i støtte over de næste tre år for at afværge en statsbankerot.
- Vi har besluttet at sætte hjælpepakken til Grækenland i værk, siger formanden for eurogruppen, Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker, efter et møde mellem de 16 euro-landes finansministre i Bruxelles søndag aften.
De 80 milliarder euro betales af euro-landene, resten af Den Internationale Valutafond, IMF. Det er nu op til eurolandenes stats- og regeringschefer at sige endeligt god for den gigantiske hjælpepakke på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles på fredag.
Euro-landenes blåstempling af den omdiskuterede redningsplan var ventet, efter at den græske regering tidligere søndag bebudede en drastisk hestekur for at leve op til EU's og IMF's krav.
Især EU's største økonomi, Tyskland, har presset på for, at der ikke bare udstedes en blankocheck til grækerne. Og den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble understreger, at de omkring 22,4 milliarder euro, som Berlin sender til Athen, er et absolut maksimum.
- Hele eurozonens stabilitet står på spil, siger Schäuble.
IMF's øverste chef, Dominique Strauss-Kahn, roser Grækenland for at have rettet ind og fremhæver hjælpepakkens betydning.
- Vores fælles indsats vil bidrage til euroens stabilitet, være til gavn for hele Europa og vil hjælpe med at fremme global finansiel stabilitet samt sikre verdensøkonomiens genrejsning, udtaler han og regner med, at valutafondens bestyrelse inden for en uges tid godkender IMF-lånet på 30 milliarder euro.
Selvsamme beløb får grækerne allerede udbetalt i år, og de første rater vil falde hurtigst muligt, da en gæld på ni milliarder euro senest skal være afdraget den 19. maj.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub