Euroministre arver det græske kaos

Få timer inden eurolandenes økonomi- og finansministre mandag eftermiddag indleder endnu et møde i den græske gældskrises tegn, blafrer mange detaljer stadig i vinden.

Græske diplomatiske kilder i Bruxelles mente dog lidt før middag at kunne sætte navn på, hvem der kommer til møde klokken 17.

- Hr. Venizelos kommer. Det betyder jo nok, at han bliver finansminister, siger kilden med henvisning til Grækenlands hidtidige finansminister, Evangelos Venizelos, der ellers også nævnes som mulig premierminister i de igangværende regeringsforhandlinger.

Uklarheden om den græske regerings sammensætning er bare ét af flere usikkerhedsmomenter forud for et møde, der ellers skulle have været brugt til at få afgørende detaljer på plads i eurolandenes redningsplan for Grækenland.

EU- og eurolandenes stats- og regeringschefer blev enige om de politiske rammer for redningsplanen under marathonforhandlinger i forrige uge. Men de overlod det til økonomi- og finansministrene at få styr på flere af de mere tekniske elementer.

Øverst på euroministrenes dagsorden står forsøget på at øge udlånskapaciteten i eurolandenes egen redningsfond, EFSF, der oprindeligt indeholdt 440 milliarder euro.

Ingen af eurolandene har ønsket at skyde flere penge ind.

I stedet vil de få pengene til at række længere ved at bruge fonden som en slags forsikringsordning. Og de vil invitere andre lande til at investere i en slags parallelfond, måske i samarbejde med Den Internationale Valutafond, IMF.

Sidste uges usikkerhed om, hvorvidt Grækenland overhovedet selv vil godkende redningspakken, har gjort det svært at få lande som Kina til at forpligte sig til at investere. Det stod klart på G20-mødet torsdag-fredag i sidste uge.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger dog mandag inden et møde i Moskva med IMF's direktør, at både Rusland og andre vækstøkonomier er klar til at hjælpe euroen - men på betingelse af reformer i IMF.

/ritzau/

Den uafklarede politiske situation i Grækenland mudrer stadig udsigterne til at komme videre med redningspakke

Offentliggjort Sidst opdateret