Europa gruer allerede nu for Trumps mulige retur til Det Hvide Hus

Donald Trump bliver formentlig Republikanernes præsidentkandidat ved valget i november senere i år. I Europas hovedstæder håber man tilsyneladende på, at Demokraternes Joe Biden bliver på posten, fordi hans interesser i større grad flugter med de europæiske. Foto: Matt Rourke/Ritzau Scanpix

Europæiske interesser vægter ikke højt hos Donald Trump, som nok bliver en af kandidaterne ved USA's præsidentvalg i år. Trump ses som en trussel mod Europa.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's ekspræsident Donald Trump begyndte ugen med at tage et skridt nærmere præsidentposten.

Med over halvdelen af stemmerne ved det republikanske caucus i delstaten Iowa lagde han sig sikkert i front i dysten om at blive Republikanernes præsidentkandidat.

Det er stadig tidligt i forløbet. Men Trump anses som den klare favorit til senere i år ved præsidentvalget i november at skulle op mod Joe Biden, den siddende demokratiske præsident.

I Europa er politikere og diplomater rundtomkring allerede begyndt at grue for Trumps mulige tilbagevenden til verdens nok mest magtfulde stilling.

Trump lagde under sin tidligere præsidentperiode fra 2017 til 2021 ikke skjul på, at han altid først og fremmest tænker på USA's interesser.

Ønsket om at samarbejde med Europa var og er stadig ikke det samme, som det har været hos andre amerikanske præsidenter.

I sidste uge afslørede EU-kommissær med ansvar for det indre marked Thierry Breton, at Trump over for EU-toppen havde været meget direkte.

- Hvis Europa er under angreb, så vil vi aldrig komme og hjælpe og støtte jer, sagde Trump ifølge Breton i 2020 under et møde med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Trump gav en brat opvågnen i Europa, fortæller en anonym EU-diplomat til CNN.

- Da Trump kom, vækkede det os. Vi fandt ud af, at USA nok ikke altid vil handle efter europæiske interesser, særligt ikke hvis de går imod amerikanske interesser.

- Det lyder naivt, når man siger det højt, men det var tidligere den antagelse, som mange mennesker havde.

Muligheden for en ny periode med Trump i spidsen har alarmeret embedsmænd i EU's hovedstæder, lige siden det blev klart, at han ville forsøge at vende tilbage til Det Hvide Hus.

Det skriver mediet Politico, som henviser til frygt for, at handelsaftaler kan gå i vasken, og at USA ikke vil stille sikkerhedsgarantier for Europa.

Christine Lagarde, chef for Den Europæiske Centralbank, sagde i sidste uge, at Trump som præsident vil udgøre en "klar trussel" mod Europa, fordi Trumps interesser slet ikke flugter med de europæiske.

Belgiens premierminister, Alexander De Croo, understregede tirsdag, at Europa skal være klar til at stå mere på egne ben, hvis Trump bliver præsident igen.

- Hvis 2024 bringer "America first" (Amerika først - et af Trumps slogans, red.) tilbage, så vil Europa være mere på egen hånd end nogensinde.

- Vi bør som europæere ikke frygte den mulighed. Vi bør omfavne den, sagde han.

Han tilføjede, at Europa skal blive "stærkere og mere selvforsynende".

Katarina Barley, en fremtrædende tysk socialdemokrat i EU-Parlamentet, mener, at Trump "truer med at blive præsident igen".

- Europa skal fokusere på sig selv, skriver hun på det sociale medie X.

Siden Trumps sidste periode har Europa forsøgt at blive mindre afhængig af USA. Både hvad angår sikkerhedsspørgsmål og handel. Men det tager år, om ikke årtier, at ændre balancen.

Derfor kan Trumps mulige præsidentskab ikke ignoreres. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, blev spurgt ind til det tirsdag, og han tager det i stiv arm.

- Jeg forholder mig til de ledere, som folk vælger.

/ritzau/

USA's præsidentvalg

* Næste præsidentvalg i USA er den 5. november 2024.

* Det er ikke afgjort, hvem der skal dyste. Men det bliver formentlig præsident Joe Biden, demokrat, og tidligere præsident Donald Trump, republikaner, som amerikanerne skal vælge imellem.

* De seneste meningsmålinger fra analyseinstituttet FiveThirtyEight siger, at Trump og Biden står næsten helt lige med en lille fordel til Trump.

* 6. januar 2025 annonceres den endelige vinder af præsidentvalget formelt.

* 20. januar 2025 indsættes den nyvalgte præsident.

Kilder: BBC og CNN.

/ritzau/

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, blev tirsdag bedt om at forholde sig til, at Trump kan blive præsident i USA igen. - Jeg forholder mig til de ledere, som folk vælger, lød svaret. Foto: Christian Hartmann/Reuters
Ifølge Belgiens premierminister, Alexander De Croo, skal Europa være klar til at stå mere på egne ben, hvis Trump bliver præsident igen. En mulighed, som bør omfavnes, mener han. Foto: Frederick Florin/Ritzau Scanpix
Ifølge chef for Den Europæiske Centralbank Christine Lagarde vil Trump som præsident udgøre en "klar trussel" mod Europa. Det sagde hun i sidste uge. (Arkivfoto). Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu