Europæiske IS-medlemmer del af masseflugt i Syrien
Tyrkiets angreb i den kurdiske del af Syrien har udløst en masseflugt af udenlandske IS-medlemmer.
Blandt de mange Islamisk Stat-sympatisører, der søndag er flygtet fra en lejr i det nordlige Syrien, er hundredvis europæiske statsborgere inklusive både svenskere og nordmænd.
Det siger en talsmand for det kurdiske mindretal i det nordlige Syrien, der lige nu er under angreb fra Tyrkiet, ifølge Reuters.
- Ain Issa blev angrebet af tyrkiske militærfly klokken otte i morges. På grund af angrebene forlod Syriens Demokratiske Styrker (SDF, red.) sine stillinger, og det udløste kaos i lejren.
- Beboerne angreb vores kontorer og smadrede vinduer og døre, siger Sheikmous Ahmed, chef for flygtninge og migration i det kurdiske styre til det svenske medie Expressen og fortsætter:
- Flere IS-familier er flygtet fra lejren. Dem, der er flygtet, kommer fra Europa, inklusive Norge og Sverige.
Til Reuters siger en talsmand, at 785 udlændinge med forbindelse til Islamisk Stat er flygtet fra Ain Issa, der ligger omkring 30 kilometer nord for Raqqa.
De kurdisk-ledede styrker i det nordlige Syrien var afgørende i kampen for at bekæmpe Islamisk Stat sammen med en international koalition. Derfor har de også tusindvis af IS-krigere og deres familier placeret i fængsler og lejre.
USA fjernede i sidste uge de tropper i området, der var indsat for at beskytte det kurdiske mindretal. Det udløste efterfølgende en invasion fra Tyrkiet, der anser kurderne for at være terrorister.
Den tyrkiske invasion af området har gjort det svært for kurderne at bevogte lejrene og fængslerne med IS-fanger og sympatisører.
Talsmand for de kurdiskledede styrker Marvan Qamishlo siger til Reuters, at der kun er 60-70 vagter tilbage ved Ayn Issa-lejren, der huser 12.000 personer.
FN vurderer, at 130.000 mennesker er drevet på flugt under den tyrkiske invasion.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned