Europæiske lande kæmper med naturbrande under hedebølge
En helikopter forsøger at slukke en naturbrand ved et vandreservoir nær Madrid. Vesteuropa døjer med endnu en hedebølge inden for kort tid. Varmen forværrer naturbrande mange steder. Tusindvis af mennesker blev evakueret ved den franske Atlanterhavskyst onsdag. Foto: Bernat Armangue/Ritzau Scanpix
Hedebølger er blevet mere hyppige som følge af klimaændringer, siger forskere, som forudser forværring.
Vesteuropa oplever netop nu endnu en hedebølge, hvor varmen mange steder forværrer naturbrande. Tusindvis af mennesker er onsdag evakueret ved den franske Atlanterhavskyst.
Over 1200 hektar skov og natur er ødelagt af brande nær Bordeaux. Flere end 600 brandfolk er sat ind i kampen mod brandene. Hundredvis af lokale indbyggere er evakueret fra deres hjem syd for Bordeaux.
I området ved Pilat-klitten - Europas højeste sandklit 60 kilometer sydvest for Bordeaux - er omkring 6000 campister blevet evakueret natten til onsdag på grund af brande i området, hvor temperaturen er 37 grader.
Siden søndag er temperaturerne steget til over 40 grader i store områder på Den Iberiske Halvø, hvor brandfolk i ugevis har været sat ind mod skov- og naturbrande i Spanien og Portugal.
Hedebølger er blevet mere hyppige som følge af klimaændringer, siger forskere. Når de globale temperaturer stiger yderligere, ventes hedebølgerne at blive endnu mere intense.
- Vi venter, at det bliver værre, siger en talsperson for Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), Clare Nullis, i Genève.
- Tørke ledsager varmen. Vi har nu meget, meget tørre landbrugsjorde, siger hun og tilføjer, at udviklingen også er ødelæggende for gletsjerne i Alperne.
De høje temperaturer ventes at brede sig til andre dele af det vestlige og centrale Europa i de kommende dage.
Søndag er der målt 43 grader både nær Sevilla i det sydlige Spanien og i Badajoz, som ligger vestligt.
I Portugal har hedebølgen medført usædvanligt mange skovbrande i de centrale og nordlige dele af landet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde