Europæiske storbyer forbyder ældre biler for at bremse luftforurening
Kødannelse på motorvej A6 i retning mod Paris. Den franske hovedstad er en af de storbyer, som skærper reglerne for, hvilke biler der må køre på vejene. (Arkivfoto). Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
På tværs af Europa er der indført forbud mod ældre biler i en lang række byer. Og flere forbudszoner er på vej. Det skal begrænse livsfarlig luftforurening.
Ritzau RitzauJulie Stine Stern Johansen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Hvis sommeren står på bilferie, og turen går forbi en eller flere af Europas større byer, er det en god idé at tjekke, om familiens bil er velkommen.
For det er ingen selvfølge.
Flere og flere europæiske byer indfører nemlig forbud mod ældre benzin- og dieselbiler i udvalgte områder - de såkaldte lavemissionszoner.
Antallet af lavemissionszoner i EU-landene, Storbritannien og Norge er de seneste tre år steget fra 228 til 320. Det svarer til en stigning på 40 procent.
Det viser en analyse lavet af Clean Cities, der er en sammenslutning af europæiske miljøorganisationer.
Annonce
Italien er det land i Europa med flest byområder, hvor det enten er forbudt eller koster en afgift at køre i en ældre benzin- eller dieselbil.
Her er der foreløbig 172 lavemissionszoner.
Spanien indfører fra næste år lavemissionszoner i alle byer med over 50.000 indbyggere. Her er det Barcelona i Catalonien. (Arkivfoto). Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Formålet med zonerne er at begrænse luftforureningen, som ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er skyld i mere end 300.000 for tidlige dødsfald hvert år i EU.
Ud over at være en trussel mod menneskers helbred medvirker luftforurening fra biler og andre køretøjer til at fremme klimaforandringerne. Så forbud mod ældre benzin- og dieselbiler er også en gevinst for klimaet.
Ifølge kampagnechef Barbara Stoll fra Clean Cities er det de store turistdestinationer i Europa, som er gået forrest i arbejdet med at begrænse trafik med især ældre benzin- og dieselbiler.
- Det bliver sværere og sværere at køre på ferie i en forurenende bil, konstaterer hun i en skriftlig kommentar.
Flere europæiske lande har indført nationale love, som enten tvinger eller opfordrer de lokale bystyrer til at indføre lavemissionszoner.
Sidste år blev det vedtaget ved lov i Frankrig, at Paris, Lyon, Marseille, Toulouse, Nice og andre byer med over 150.000 indbyggere skal indføre zoner, hvor ældre biler, lastbiler og motorcykler ikke må køre.
Længere mod syd, hos naboerne i Spanien, gælder det samme senest fra næste år for alle byer med helt ned til 50.000 indbyggere.
Ud over at der er kommet markant flere lavemissionszoner de senere år, er eksisterende zoner enten blevet udvidet geografisk eller reglerne for, hvilke køretøjer der er tilladt, er blevet skærpet.
Annonce
Det gælder blandt andet i London, Bruxelles og Paris.
Foreløbig er der fire lavemissionszoner i Danmark. Den ene dækker København og Frederiksberg, hvor dieselkøretøjer skal have monteret partikelfiltre for at få lov at køre på vejene.
Zonen blev indført tilbage i 2008.
I Rådet for Grøn Omstilling peger seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen på, at lavemissionszonerne har flere fordele.
Først og fremmest gavner de luften i de områder, hvor de indføres ved at sænke koncentrationen af udstødningspartikler- og gasser.
- Men bilerne, som er godkendt til lavemissionszonerne, kører jo også andre steder. Derfor giver det også en effekt udenfor, siger Kåre Press-Kristensen.
I Danmark dør der årligt cirka 4250 mennesker på grund af luftforurening.
Lavemissionszoner vil kunne nedbringe antallet, men vil langtfra være nok. For eksempel udleder de 16.000 brændeovne, som findes i København, flere partikler end vejtrafikken tilsammen.
/ritzau/
Paris på vej mod nul udledning fra biler
* I den franske hovedstad, Paris, må man fra næste år ikke køre i dieselbiler, der er produceret før 2009, eller i benzinbiler fra før 2005. Fra 2024 er det kun tilladt at køre i biler fra 2014 eller senere.
* Og fra 2030 er alle diesel- og benzinbiler forment adgang til Paris.
* Forbud mod alle forurenende køretøjer er næste skridt mod mindre forurening. Og det er ikke kun Paris, der har planer om det.
* Flere europæiske byer vil de kommende år forsøge at få alle forurenende motorkøretøjer ud af hele eller dele af bybilledet.
* Herunder er København, hvor den første zone indføres på Stefansgade på Nørrebro i et forsøg fra 2024. Kun el- og brintbiler vil til den tid få lov til at køre ind i gaden. Flere andre kommuner ventes at følge efter.
Kilder: Clean Cities, Rådet for Grøn Omstilling.
/ritzau/
Trafikzoner med begrænset luftforurening-1
Tallene angiver antallet af nuværende lavemissionszoner i udvalgte lande, hvor der enten er forbud mod eller restriktioner for benzin- og dieselbiler af en vis alder. Tallene i parentes angiver det planlagte antal lavemissionzoner i 2025.
Seneste artikler
Værnepligt og praktik i München: Snart begynder et nyt kapitel for de nyudklækkede studenter
Studenterhuerne fejres i Marielyst
Fjerdeplads ved DM til lokalt svømmetalent
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Sundhedsminister efter Lolland-besøg: - Jeg får da lyst til at flytte herned
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Nu indtager de Bjørneskoven
Blitz: Fartkontrol på Farøbroerne
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser