Europol: Gaza-krig giver forhøjet terrortrussel i Europa
Fransk politi arbejder på gerningsstedet i Paris lørdag aften, hvor en tysk turist blev stukket ihjel og to andre såret i et knivangreb. Gerningsmanden har fortalt til politiet, at han er berørt af situationen i Gazastriben. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Militante grupper ser konflikten i Mellemøsten som en mulighed for igen at profilere sig internationalt.
Risikoen for terrorangreb i Europa er øget, siden den militante palæstinensiske gruppe Hamas angreb Israel 7. oktober, og Israel har svaret igen med en omfattende militæroperation i Gazastriben.
Det siger direktøren for det europæiske politisamarbejde, Europol, til nyhedsbureauet dpa.
To nylige angreb i Bruxelles og Paris var motiveret af begivenhederne i Mellemøsten, påpeger direktør Catherine De Bolle.
- Terrortruslen er øget, efter at Hamas angreb Israel og Israel reagerede på angrebet i Gazastriben, siger hun.
De Bolle tilføjer, at jihadistgrupper udgør den største trussel.
Europol ser tydelige overlap mellem Hamas og to andre militante bevægelser, Islamisk Stat og al-Qaeda.
De to sidstnævnte ser den genopblussede konflikt i Mellemøsten som en mulighed for endnu en gang at profilere sig internationalt.
Det passer godt for Hamas, der ønsker at række ud over de palæstinensiske områder, Gazastriben og Vestbredden, siger Europol-chefen.
Alle tre grupper er på EU's liste over terrororganisationer.
Disse bevægelser går specifikt efter unge mennesker eller personer med psykiske problemer, som de forsøger at få til at udføre angreb.
Internettet er et vigtigt værktøj for grupperne, siger De Bolle.
Hun går i rette med opfattelsen af gerningsmænd, der handler på egen hånd.
- Det kan være, at de foretager angrebene alene, men de er en del af et miljø på internettet, siger Europol-chefen.
Onsdag aften blev fire såret i et skyderi på åben gade i Bruxelles.
Fire dage inden blev én person dræbt og to andre såret i et knivangreb i Paris. Gerningsmanden oplyste til fransk politi, at han var berørt af situationen i Gazastriben.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker