EU's mest standhaftige leder sejrer igen
Jean-Claude Juncker kan tage endnu en periode i embedet som premierminister i Luxembourg efter søndagens parlamentsvalg i det lille og velhavende EU-land.
Junckers konservative CSV-parti går dog alligevel lidt tilbage og får opbakning fra 33,6 procent af vælgerne, rapporterer nyhedsbureauet dpa. Ved sidste valg i 2009 gik 38 procent af stemmerne til CSV.
Dermed mister partiet tre af sine nuværende 26 pladser i parlamentet. Juncker siger i en kort udtalelse, at han nu vil forsøge at danne en koalitionsregering.
58-årige Juncker havde inden valget siddet på magten i 18 år. CSV-partiet har siden dets etablering vundet hvert eneste valg i Luxembourg - med undtagelse af et enkelt i 1974.
Men EU's længst siddende premierminister havde op til valget været under et stort pres, og flere iagttagere talte om, at den siddende regering led af metaltræthed.
Samtidig nærmer arbejdsløsheden sig syv procent, og landets gæld er tredoblet i løbet af de seneste 15 år.
Parlamentsvalget i Luxembourg blev afviklet i kølvandet på en efterretningsskandale, hvor Juncker er blevet anklaget for ikke at have holdt hertugdømmets efterretningstjeneste i kort nok snor. I stedet har den i årevis kørt friløb uden kontrol.
Skandalen har blandt andet indeholdt ulovlige telefonaflytninger, korruption og overforbrug.
Juncker har ikke villet påtage sig ansvaret for skandalen, men har indrømmet, at han har begået fejl.
Meningsmålinger viste inden valget, at den yngre generation af politikere vinder mere og mere af befolkningens støtte. Det gjaldt særligt den 40-årige Xavier Bettel, der leder landets liberale parti.
Men hans fremgang var altså ikke nok til at fravriste Juncker endnu en embedsperiode.
Juncker har været premierminister siden januar 1995 og siddet i regeringen i 30 år.
Han er kendt som "Mr. Euro", fordi han er en af euroens grundlæggere og har været chef for eurogruppen fra oprettelsen i 2005 og frem til januar i år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker