EU's niende sanktionspakke mod Rusland kan komme torsdag
EU-præsident Charles Michel håber, at EU-landene torsdag vil blive enige om sanktioner mod Rusland.
EU-præsident Charles Michel håber, at EU-landene torsdag bliver enige om den niende sanktionspakke mod Rusland. Det siger han på vej ind til EU-topmøde.
- Jeg er optimistisk. Jeg tror, det er muligt, at vi kan træffe beslutningen i dag. Men vi skal arbejde på det i de kommende timer, siger Charles Michel.
Udmeldingen kommer, forud for at EU-landenes stats- og regeringschefer torsdag mødes i Bruxelles. Her skal de blandt andet diskutere krigen i Ukraine og forholdet til Rusland.
Samtidig med topmødet arbejder EU-landenes ambassadører på at løse de sidste udfordringer med sanktionspakken. Dermed vil den måske kunne præsenteres under topmødet. Her ventes EU-landene også at bekræfte økonomisk hjælp for mere end 130 milliarder kroner til Ukraine næste år.
- Det vil sende et vigtigt signal, hvis det lykkes at få den økonomiske hjælp og sanktionspakken på plads i dag, siger Charles Michel.
EU's niende sanktionspakke skal bidrage til at begrænse Ruslands mulighed for at føre krig i Ukraine. Det fastslog daværende, fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mandag.
Hvis den nye sanktionspakke vedtages, ventes den at ramme Ruslands droneindustri, begrænse investeringer i russisk mineindustri og indføre sanktioner mod flere russiske individer og juridiske enheder.
Dermed lægger EU op til at udvide sanktionslisten. Den omfatter i forvejen over 1300 personer og juridiske enheder, der har tilknytning til Rusland.
Særligt de mulige nye sanktioner mod den russiske droneindustri ventes at kunne få en direkte indflydelse på Ruslands evne til at angribe Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned