EU's udenrigschef fordømmer Nordkorea for raket
Raketaffyring er endnu en grov krænkelse af alle Nordkoreas internationale forpligtelser, siger Mogherini.
EU's udenrigschef, Federica Mogherini, fordømmer også Nordkoreas styre for at sætte den regionale sikkerhed på spil med affyringen af en langtrækkende raket.
- Raketaffyringen er endnu en direkte og grov krænkelse af alle Nordkoreas internationale forpligtelser, som de er formuleret i adskillige resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, hedder det i en erklæring fra Mogherini.
Udenrigschefen henviser blandt andet til, at Nordkorea 6. januar også foretog "en ekstremt bekymrende og ulovlig" prøvesprængning af et kernevåben.
- Disse handlinger udgør en direkte trussel mod den internationale fred og sikkerhed i regionen og andre steder, og de forværrer spændingerne på Den Koreanske Halvø.
- Nordkorea må overholde alle dets internationale forpligtelser og opgive dets program om at udvikle ballistiske raketter, atomare anlæg og masseødelæggelsesvåben på en måde, som er fuldstændig verificerbar og irreversibel og indgå i en meningsfuld dialog med det internationale samfund, skriver Mogherini.
EU's udenrigschef henviser navnligt til de såkaldte sekspartsforhandlinger om Nordkoreas atomprogram.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger i en hårdt formuleret kritik, at Nordkorea krænker fem FN-resolutioner, som pålægger landet at indstille alle aktiviteter i forbindelse med programmet for ballistisk raketteknologi.
Forhandlingerne i sekspartsgruppen, som består af Rusland, Kina, USA, Japan, Sydkorea og Nordkorea, er fokuseret på atomafrustning på den koreanske halvø.
Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, der kom til magten i 2011, da hans far, Kim Jong-il, døde, skal selv have givet ordre til raketaffyringen.
Storbritannien fordømmer ifølge Reuters også i stærke toner den nordkoreanske raketaffyring.
- Jeg fordømmer på det stærkeste Nordkoreas raketaffyring, siger den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, som advarer nordkoreanerne om en "robust reaktion" fra London og dets allierede.
FN's Sikkerhedsråd er på Sydkoreas opfordring indkaldt til hastemøde i New York senere søndag.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker