EU's udenrigschef: Israel har ret til at forsvare sig
EU's udenrigschef, Josep Borrell, opfordrer til at respektere status-quo omkring Tempelbjerget i Jerusalem. Foto: Olivier Matthys/Ritzau Scanpix
Josep Borrell, EU's udenrigschef, fordømmer raketangreb udført fra Gaza og Libanon mod Israel.
Situationen i Israel og de omkringliggende områder samt de seneste dages raketangreb og drab på civile er dybt bekymrende.
Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, i en udtalelse, som EU har offentliggjort lørdag formiddag på sin hjemmeside.
- EU er dybt bekymret over de seneste dages alvorlige, voldelige eskalering i Israel, de besatte palæstinensiske områder og Libanon, siger han.
Udenrigschefen understreger samtidig, at det er Israels ret at forsvare sig mod angreb udefra. Israels modsvar skal dog altid matche den specifikke situation og trussel, som landet står overfor.
- Israel har ret til at forsvare sig. Samtidig skal ethvert modsvar være proportionelt, siger Josep Borrell.
Siden natten til onsdag har der været flere raketangreb rettet mod Israel. Dels fra Gaza, dels fra det sydlige Libanon.
Og Israel har svaret igen med luftangreb den anden vej.
Derudover er civile blevet dræbt i skudangreb på Vestbredden og i den israelske kystby Tel Aviv.
Fredag eftermiddag blev to israelske søstre i 20'erne dræbt af skud, da de kom kørende i en bil sammen med deres mor i den nordlige del af Vestbredden.
Og fredag aften blev en 35-årig italiensk turist dræbt i et angreb på strandpromenaden i Tel Aviv.
Derudover blev flere britiske og italienske turister såret.
Det er uklart, om der var ét eller to angreb. Der har således både været meldinger om skud og om, at en bil påkørte adskillige fodgængere.
- EU udtrykker sin fuldstændige fordømmelse af disse voldshandlinger. Det er nødt til at stoppe, siger Josep Borell.
De forskellige angreb har fundet sted, efter at israelsk politi og palæstinensere stødte sammen i al-Aqsa-moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem tirsdag aften og natten til onsdag.
Udenrigschefen minder om, at "status-quo" omkring Tempelbjerget i Jerusalem skal opretholdes.
Det vil sige, at de gældende regler om, hvem der har magt over hvilke områder, og hvem der må opholde sig hvor, skal overholdes.
Tempelbjerget spiller en central rolle både i islam og jødedommen.
Det er det helligste sted for jøderne. Det var her, jødernes første tempel lå. Det blev ødelagt af romerne i år 73, og Grædemuren nedenfor Tempelbjerget er den sidste rest af templet.
På toppen af Tempelbjerget ligger al-Aqsa-moskeen, som er det tredjehelligste sted for muslimer.
Ifølge muslimsk tradition steg profeten Muhammed til himmels fra en klippe på bjerget på en natlig rejse til Jerusalem.
Det anses som en provokation, hvis jøder besøger plateauet på toppen af Tempelbjerget. Området, som omfatter al-Aqsa-moskeen og Klippemoskeen, er administreret af en islamisk fond.
Pladsen nedenfor Tempelbjerget er kontrolleret af Israel.
Tempelbjerget ligger i Østjerusalem, som Israel annekterede i 1967.
/ritzau/
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt