EU's udenrigschef: Kina støtter Rusland og truer stabiliteten
EU har fornyligt midlertidigt indført ekstra told på kinesiske elbiler, fordi man mener, at Kina bruger statsstøtte til at udkonkurrere europæiske producenter. EU's udenrigschef understreger på Nato-topmøde, at Kina hjælper Rusland under krigen i Ukraine. Foto: Drew Angerer/Ritzau Scanpix
Nato skærpede onsdag sin kritik af Kina, og det bliver torsdag fulgt op af EU's udenrigschef, Josep Borrell.
Kina støtter Rusland og truer stabiliteten i sin egen region. Sådan lyder det fra EU's udenrigschef, Josep Borrell.
Han ankom torsdag til Nato-topmødet i Washington. Her fulgte Borrell op på den skærpede retorik, som Nato-landenes ledere onsdag blev enige om i erklæringen fra Nato-topmødet.
- Vi bliver nødt til at se på sammenhængen mellem krigen i Rusland og situationen i Indo Pacific-regionen. For Kina støtter Rusland. Det er en del af deres "ubegrænsede venskab", siger Josep Borrell.
Han henviser til, at Rusland og Kina tidligere har fastslået, at de har et "Limitless Friendship".
EU-repræsentanten peger dermed ligesom Nato-lederne på, at Kina støtter Rusland på en måde, som gør det muligt for Rusland at fortsætte invasionen af Ukraine.
I erklæringen fra Nato-topmødet fastslår Nato-lederne, at Kina ikke kan "muliggøre den største krig i Europa i nyere historie, uden at det påvirker landets interesser og omdømme negativt".
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, fastslog på et pressemøde onsdag, at Kina sender udstyr, værktøjer og software, der kan benyttes både civilt og militært, til Rusland.
- Det gør det muligt for Rusland at bygge missiler og bomber, som de bruger til at angribe Ukraine. Det, at det skrives klart nu, er en vigtig besked til Kina.
- Og så skriver vi, at det ikke kan fortsætte på denne måde - uden at det vil påvirke Kinas interesser. Jeg mener, at beskeden fra Nato er meget stærk og klar, sagde Stoltenberg.
Ud over EU-repræsentanter deltager også Natos såkaldte Indo Pacific-partnere torsdag på en del af Nato-topmødet i Washington. De fire lande er Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.
Mødet er ifølge Stoltenberg en understregning af, at Nato-landenes sikkerhed ikke længere blot er regional. Den er global.
- Det understreges af Ruslands krig i Ukraine, sagde Stoltenberg, da han torsdag tog i mod Sydkoreas præsident, Yoon Suk Yeol.
Her omtalte Stoltenberg også Sydkoreas naboland, Nordkorea, i kritiske toner. Igen med henvisning til den rolle, Nordkorea spiller i Ruslands krig.
- Nordkorea leverer militært udstyr i betydeligt omfang til Rusland. Vi er bekymrede for, at Rusland på sin side leverer udstyr til Nordkoreas atomprogram.
- Atomprogrammet er en trussel mod regionen og den globale sikkerhed. Det viser, hvordan sikkerheden i Indo Pacific-regionen hænger tæt sammen med sikkerheden i Europa, siger Jens Stoltenberg.
Torsdag skal Nato-landenes ledere desuden holde et separat møde med med Ukraine.
/ritzau/
Seneste artikler
Flere lollikker hædres med dusør fra politiet
Frisk vind og lave temperaturer venter i våd sommerweekend
Så var den gal igen: Over 200 kørte for stærkt på samme sted
Mæglere mærker boligboom på Lolland: - Der står op til 10 købere hver gang
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo