De fire danskere, som var om bord på det grundstødte italienske krydstogtskib Costa Concordia, er alle blevet overflyttet til Rom. Det oplyser den danske ambassade i Italien.
- De er berørte af situationen, det er klart. Men efter omstændighederne har de det godt, siger souschef på ambassaden, Odd Sinding.
- De måtte, som alle andre passagerer forlade skibet i al hast og har derfor ikke kunnet medbringe personlige ejendele. Det er noget af det, vi i første omgang forsøger at hjælpe med, siger Sinding.
Samtidig oplyser ambassaden, at der ifølge rederiet Costa Crociere ikke var flere danskere end de fire om bord på det forliste krydstogtskib.
Ambassaden har en medarbejder på vej til de nødstedte danskere, og det er på nuværende tidspunkt uvist, hvorvidt de fire har behov for krisehjælp.
- De står uden tøj, dokumentation, pas og så videre. Vi ser, om vi kan hjælpe dem i det henseende og med at arrangere en eventuel hjemrejse, siger han.
Ambassaden er i tæt kontakt med både skibsselskabet de italienske myndigheder, som har påtaget sig ansvaret for evakueringen og det videre arbejde med det nu kæntrede skib.
Ambassaden har kendskab til tre omkomne, 14 sårede og et ukendt antal savnede.
Flere medier rapporterer om op mod 70 savnede, og derfor kan det ikke udelukkes, at der dukker flere omkomne op, efterhånden som bjærgningsarbejdet skrider frem.
- Vi er i løbende kontakt med de italienske myndigheder, men der foreligger desværre stadig et stort arbejde omkring ulykken, siger Odd Sinding.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker