I strålende solskinsvejr går folk i en lind strøm ud og ind af valglokale 417 på Joan-Miro-skolen i Berlin-Charlottenburg. Men nogen decideret kø er der langfra tale om.
Politikernes frygt for, at så få tyskere som aldrig før vil stemme ved søndagens forbundsdagsvalg, ser ved middagstid ud til at holde stik.
Valgstederne åbnede klokken otte, og i Niedersachsen havde 9,8 procent af vælgerne to timer derpå stemt mod 11,1 procent i 2005.
Andetsteds som i Hessen forlyder det dog, at stemmeprocenten er, som den plejer.
Og helt i nord - i Slesvig-Holsten - havde 25,9 procent stemt klokken 11, men vælgerne her går samtidig også til delstatsvalg.
Chefen for valgkommissionen, Roderich Egeler, opfordrer ved middagstid endnu engang de 62,2 millioner tyskere til at stemme.
- På den måde kan De få indflydelse på de fremtidige politiske beslutninger i Tyskland, som berører dem personligt - og os alle, siger han.
Den borgerlige forbundskansler, Angela Merkel står til at genvinde magten. Spørgsmålet er, hvem hun skal have med i båden som koalitionspartner.
De sidste fire år har hun regeret sammen med det socialdemokratiske SPD, som halter langt efter Merkels CDU i meningsmålingerne.
SPD's kanslerkandidat, Frank-Walter Steinmeier, udtrykker håb om en høj valgdeltagelse, og at SPD vil gøre dommedagsprofetier til skamme, da han stemmer i Berlin-Zehlendorf.
I Charlottenburg-bydelen hælder vælgerne da også til SPD og De Grønne.
- Ah, det lettede, siger en ældre herre uden for Joan-Miro-skolen, mens en ung kvinde med et kækt smil fortæller, at hun har stemt på "fru Merkel, Petra Merkel fra SPD".
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker