Få milligram af gift brugt mod russisk eksspion kan dræbe
Den tidligere spion Sergej Skripal og hans datter blev forgiftet med den farlige nervegift Novichok. Det fortalte den britiske premierminister, Theresa May, mandag aften. Foto: Scanpix/Ho
Scanpix/Ho/arkiv
Nervegiften Novichok er udviklet af Ruslands militær og kan slå ihjel, siger ekspert fra Beredskabsstyrelsen.
Den russiske eksspion Sergej Skripal og hans 33-årige datter, der tidligere på måneden blev fundet bevidstløse på en bænk i Storbritannien, formodes at være blevet forgiftet med den farlige nervegift Novichok.
Det oplyste den britiske premierminister, Theresa May, mandag aften i det britiske parlaments underhus.
May præciserede dog ikke, hvilken af de forskellige slags Novichok, der er blevet anvendt ved angrebet. Derfor kan specialkonsulent Jan Steen Jensen fra Beredskabsstyrelsen ikke sige præcis, hvordan den konkrete gift virker.
- Fælles for de forskellige typer er, at der kun skal få milligram til, før en person bliver syg af stoffet, og en lille smule mere til, før man kan dø af det, siger Jan Steen Jensen.
Nervegiften blev udviklet af det russiske militær i 1970'erne og 1980'erne og betegnes som et af verdens farligste stoffer.
Novichok kan indtages via føde eller optages ved berøring. Stoffet nedbrydes dog af vand.
- Mennesker, der er i kontakt med nervegiften, vil opleve vejrtrækningsproblemer, kramper, opkast, kvalme og at nervesystemet bliver delvist lammet, siger den danske ekspert.
Kemikaliet er enormt svært at fremstille, fordi det kræver specialkemikalier og specialudstyr, vurderer han.
- Men når først det er produceret, kan det transporteres rundt uden problemer. Alt det kræver, er en beholder, der er tæt nok, siger Jan Steen Jensen.
En britisk betjent, der var blandt de første på gerningsstedet, er fortsat alvorligt syg. Han er dog i kontakt med familie og i stand til at tale.
- Det er ikke usandsynligt, at betjenten har rørt ved ofrenes tøj eller eventuelt noget opkast og derved er blevet smittet, siger Jan Steen Jensen.
Theresa May understregede mandag aften, at det er "meget sandsynligt", at Rusland er indblandet i angrebet på Skripal og hans datter.
Det benægter Rusland dog.
Det russiske udenrigsministerium kalder beskyldningen fra briterne en "cirkusforestilling" og en "provokation".
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde