Facebook fanger sexforbrydere i chatten
Facebook bremser sexforbrydere, der forsøger at benytte sig af chatten til at komme i kontakt med mulige ofre.
Det fik en amerikansk mand at føle i marts, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Manden, som var i trediverne, chattede om sex med en 13-årig pige og aftalte at mødes med hende den følgende dag efter skoletid. Men så langt nåede han aldrig.
Facebooks software opsnappede nemlig de seksuelle ord og registrerede, at der var tale om en voksen mand og en pige på kun 13 år.
Programmet markerede samtalen, så overvågningsmedarbejdere kunne læse den upassende chat med det samme.
De ansatte kontaktede politiet, som anholdte manden den følgende morgen. Specialagent Jeffrey Duncan fra Floridas politi roste efter anholdelsen hurtigheden af Facebooks overvågning.
- Fordi vi blev kontaktet så hurtigt, havde vi muligheden for at handle, før det var for sent, siger han til Reuters.
Manden erklærede sig efterfølgende uskyldig i adskillige anklager om overgreb på mindreårige, men takket være Facebooks overvågning var der håndgribelige beviser imod ham.
Men det er langt fra alle sociale hjemmesider, der har den samme sikkerhed.
Løsningen er dyr, og selv med de kostbare programmer anbefaler det amerikanske overvågningsfirma Metaverse Mod Squad, at en chatfunktion også skal have en ansat for hver 2000 aktive brugere til at overvåge samtalerne.
De dyre løsninger gør, at få hjemmesider og apps vælger at investere i chatovervågning, selvom det kan redde børn fra sexforbrydere.
App'en Habbo Hotel, som tilbyder anonym chat mellem mennesker i samme geografiske område, lukkede i foråret al chat midlertidigt, efter en britisk journalist, under dække af at være en 11-årig pige, fik adskillige henvendelser af seksuel karakter.
Andre apps giver mulighed for at chatte anonymt efter alder, men kontrollerer ikke, om brugerne rent faktisk er den oplyste alder, hvilket gør de åbne forummer til et let bytte for pædofile.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker