Facebook fjerner partis gruppeside kort før newzealandsk valg
Leder af partiet Fremad New Zealand Billy Te Kahika mener, at Facebook blander sig i det newzealandske valg, efter at partiets gruppeside er blevet fjernet fra det sociale medie. Foto: Diego Opatowski/Ritzau Scanpix
Diego Opatowski/Ritzau Scanpix
Partiet Advance New Zealand mener, at Facebook blander sig i parlamentsvalg, der skal afholdes lørdag.
Det sociale medie Facebook har valgt at slette en gruppeside, der tilhører det newzealandske parti Advance New Zealand. Det sker blot to dage før parlamentsvalget i New Zealand.
Siden blev slettet torsdag, fordi partiet ifølge Facebook gentagne gange har delt misinformation om covid-19.
- Vi har en meget klar politik om den type indhold og vil håndhæve den over for alle - uanset deres politiske position eller partiforbindelse, skriver Facebook i en meddelelse.
I Advance New Zealand (Fremad New Zealand) mener man, at Facebook er gået over stregen og har blandet sig i valget.
- Jeg er forfærdet ud over alle grænser. Dette viser newzealænderne og verden, at kampen, vi kæmper for at forhindre en totalitær stat, hvor vores ytringsfrihed bliver undergravet, er en reel kamp.
Det siger Billy Te Kahika, der er en af partiets ledere.
Partiet fik tidligere på ugen et påbud fra de newzealandske forbrugermyndigheder om at fjerne faktuelt forkerte oplysninger på siden.
Det gjaldt blandt andet indhold, hvor partiet hævdede, at det er lovpligtigt at blive vaccineret mod covid-19.
Partiet har under valgkampen blandt andet markeret sig som modstander en national nedlukning, der har været indført for at bremse spredningen af coronavirus.
New Zealand er hidtil sluppet relativt nådigt igennem den globale coronapandemi.
Således er der "kun" registreret 1876 smittetilfælde og 25 dødsfald blandt coronapatienter i landet, der har 4,9 millioner indbyggere.
Det var meningen, at parlamentsvalget i New Zealand skulle have været afholdt 19. september.
Men på grund af øget smittespredning valgte premierminister Jacinda Ardern at udskyde valget i fire uger.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned