Facebook vil hjælpe på valgdeltagelse i USA via information
Tiltagene handler især om at sikre, at folk kommer til stemmeurnerne og ved, hvor og hvordan de stemmer. Derfor skaber Facebook et informationscenter, der skal dele korrekt information om disse spørgsmål med borgerne. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters
Dado Ruvic/Reuters
Facebook vil sætte hårdt ind mod kampagner, som forsøger at hindre valgdeltagelse ved USA's præsidentvalg.
Facebook lancerer en række nye tiltag for at sikre et præsidentvalg i USA, hvor så mange som muligt har mulighed for at stemme. Og ikke mindst får det gjort.
Det oplyser det sociale medies grundlægger, Mark Zuckerberg, fredag aften dansk tid på Facebook.
Ifølge Zuckerberg varmede det i forvejen op til at blive et heftigt præsidentvalg til november. Dertil er der kommet coronapandemien og omfattende protester for sortes rettigheder i landet.
Derfor finder han og Facebook det nødvendigt at bidrage til, at befolkningen er oplyst undervejs og op til valget.
- Facebook vil tage ekstra forholdsregler for at hjælpe alle med at være i sikkerhed, være informerede og i sidste ende bruge deres stemme til det, der er det vigtigste - at stemme, skriver Mark Zuckerberg på Facebook.
Tiltagene handler især om at sikre, at folk kommer til stemmeurnerne og ved, hvor og hvordan de stemmer.
Derfor skaber Facebook et informationscenter, der skal dele korrekt information om disse spørgsmål med borgerne.
Desuden vil Facebook sætte hårdt ind mod kampagner, som forsøger at hindre valgdeltagelse med eksempelvis falske påstande. Her peger Zuckerberg på, at udbruddet af coronavirus byder på nye udfordringer.
Eksempelvis kan nogle skrive, at en by er et corona-hotspot, og at folk derfor ikke bør tage hen til valgstedet. I sådanne tilfælde vil Facebook søge hjælp hos myndighederne.
- Med lærdommen fra vores erfaringer med at bekæmpe misinformation om coronavirus vil vi i fællesskab med valgmyndigheder hjælpe med at klargøre rigtigheden i informationen, skriver Zuckerberg på Facebook.
Facebook vil også forbyde opslag med falske påstande om, at der står myndigheder og tjekker for immigrationspapirer ved valgstederne. Det er ifølge Zuckerberg en brugt taktik, som anvendes til skræmme folk fra at møde op og stemme.
I sit opslag på Facebook oplyser Zuckerberg også, at Facebook i nogle tilfælde tillader opslag, som normalt ikke bliver tilladt. Det kan eksempelvis være politikere, der bryder Facebooks retningslinjer om hadtale.
Disse opslag bliver noteret som "nyhedsværdigt indhold" og får lov til at blive af hensyn til den offentlige interesse.
Han understreger imidlertid, at indhold, som opfordrer til vold eller forsøger at hindre valgdeltagelse, bliver fjernet uden undtagelse.
Seneste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Facebook ramt af nedbrud
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo