Færre nordmænd fik kønssygdom under coronanedlukning
Coronanedlukningen sidste år betød færre smittede med kønssygdomme i Norge (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Antallet af gonorrétilfælde faldt med omkring 40 procent i Norge under det coronaprægede 2020.
Et år med omfattende coronanedlukning førte i 2020 til, at færre nordmænd blev smittet med en kønssygdom.
Det viser en ny årsrapport fra landets sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet.
Her fremgår det blandt andet, at antallet af gonorrétilfælde lød på 1045 sidste år. Det er et fald på knap 40 procent fra 1704 tilfælde i 2019.
Faldet i antallet af klamydiasmittede er noget mindre. De 25.444 tilfælde, der blev registreret i 2020, svarer til et fald på 11 procent i forhold til 2019.
- Nedgangen i antal rapporterede tilfælde af seksuelt overførte sygdomme i 2020 må antages hovedsageligt at være relateret til coronatiltagene med rejserestriktioner, fysisk afstand og nedlukning af natteliv, siger seniorrådgiver Øivind Nilsen fra Folkehelseinstituttet.
Antallet af registrerede hivsmittede lød på 137 sidste år, hvilket var et fald på cirka 20 procent i forhold til 172 tilfælde i 2019. Særligt blandt heteroseksuelle var der et markant fald i antal smittede.
I modsætning til de ovenstående sygdomme så steg antallet af smittede med syfilis, der også overføres seksuelt, sidste år.
I 2020 lød antallet af syfilissmittede på 287. I 2019 var det 206.
Udviklingen kommer bag på Folkehelseinstituttet.
- Udviklingen er overraskende set i lyset af coronatiltagene og sammenholdt med nedgangen i registrerede gonorrétilfælde, siger Øivind Nilsen.
Han mener, at det blandt andet kan skyldes, at syfilis i mindre grad giver symptomer, smitter mere og smitter i længere tid.
Rapporter om seksuelt overførte sygdomme udgives årligt i Norge.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker