Den danske rederigigant Mærsk har filippinske medarbejdere ansat til under 17 kroner i timen på en boreplatform i Australien. Samtidig er de bragt ind i landet på ulovlig vis, mener Australiens største fagforening AWU.
- De bliver betalt nærmest slavelignende lønninger af det danske selskab. Vores medlemmer på samme arbejdsplads tjener i gennemsnit 132.000 dollar om året (cirka 726.000 kroner), siger Paul Howes, som er national sekretær i fagforeningen.
Ifølge Paul Howes tjener en teenager på McDonalds mere end de filippinske Mærsk-ansatte, som er uddannet i hjemlandet til det krævende arbejde på boreplatformen.
Henning Jørgensen, professor ved Institut for Arbejdsmarkedsforskning, mener, at det er umuligt at klare sig i Australien med så lave lønninger.
- Det siger sig selv, at hvis du tjener under 20 kroner, er det ikke til at leve i et civiliseret land som Australien, hvor gennemsnitslønningerne er langt, langt højere. Samtidig er det jo undergravende for resten af arbejdsmarkedet, siger han.
Gennemsnitslønnen i Australien er knap 65.000 australske dollar (360.000 kroner) om året.
Men ikke blot lønnen er et problem. Den australske fagforening anklager også Mærsk for at have bragt de filippinske medarbejdere ind i landet på ulovlig vis, da der eksempelvis ikke er indrejsestempler i deres pas.
En talskvinde for den australske immigrationsminister, Chris Bowen, siger, at regeringen tager anklagerne meget alvorligt.
- Det er helt uacceptabelt og vil ikke blive toleret, siger talskvinden ifølge Sky News.
Filippinerne arbejder på boreplatformen Mærsk Discoverer i et olie- og gasrigt område i den vestlige del af Australien.
A.P. Møller-Mærsk fik sidste år et overskud før skat på 59,6 milliarder kroner. Det er det bedste resultat nogensinde i koncernens 106 år lange historie.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker