FAKTA: Baby Shark er den klart mest sete video på YouTube
Den sydkoreanske sanger PSY's popularitet eksploderede, da hans sang "Gangnam Style" fik enorm succes via YouTube. Foto: Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
Det er 20 år siden, at domænet YouTube.com blev oprettet. I dag ligger der milliarder af videoer på siden.
YouTube har de seneste to årtier flere gange haft stor indflydelse på popkulturen. Det er blandt andet via YouTube, at børnesangen "Baby Shark" og det sydkoreanske hit "Gangnam Style" for alvor er brudt igennem.
Her kan du blive klogere på siden, der fredag fylder 20 år:
* De tre PayPal-kolleger Steve Chen, Chad Hurley og Jawed Karim oprettede 14. februar 2005 domænet YouTube.com. Godt to måneder senere - den 23. april - blev den første video uploadet til siden.
* I 2006 blev YouTube købt af Google for 1,65 milliarder dollar.
* Det er ikke offentligt kendt, hvor mange videoer der ligger på YouTube. Ifølge et omfattende studie fra University of Massachusetts er det dog i omegnen af 14 milliarder. Det skrev mediet The Atlantic i begyndelsen af 2024.
* Ifølge Google bliver der uploadet over 500 timers video til YouTube i minuttet.
* Den mest sete video er "Baby Shark Dance". Videoen er en blanding af musik, animationer og børn, der viser, hvordan man danser til sangen "Baby Shark".
* "Baby Shark Dance" har over 15,6 milliarder afspilninger. Det er dermed den klart mest sete video på siden. Nummer to på listen er musikvideoen til sangen "Despacito". Den har knap 8,7 milliarder afspilninger.
* Den første video, der ramte en milliard afspilninger, var musikvideoen til sydkoreanske PSY's sang "Gangnam Style". Videoen nåede milepælen i december 2012.
* YouTube er i dag en blanding af alt fra almindelige brugeres amatørvideoer til influencerindhold og professionelle produktioner. Det er blandt andet også muligt at leje film og livestreame forskellige begivenheder på siden.
Kilder: AFP, YouTube.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker