FAKTA: Belgien har seks prioriteter for EU-formandskab

Belgien vil styrke økonomien, dæmpe migrationen og fortsætte den grønne omstilling under EU-formandskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Belgien overtog 1. januar formandskabet for EU fra Spanien. Belgien har nu formandskabet frem til 1. juli, hvor Ungarn tager over.

Landet i midten af Europa har fremlagt seks prioriter, som man ønsker at fokusere på i de kommende seks måneder. Læs mere om dem her:

* Forsvar af retsstat og demokrati.

Belgien ønsker at styrke demokrati, retsstat og borgernes grundlæggende rettigheder i EU.

Når det gælder udvidelsen af EU med nye lande, skal det blandt andet ske ved at inddrage de kommende lande tidligere i diskussionerne om retsstaten.

Samtidig skal det gøres tydeligere, at man også efter at være blevet medlem af EU skal leve op til principperne. Det har Ungarn og Polen ifølge kritikere ikke altid gjort, og derfor har de to lande i perioder været på kant med EU-Kommissionen.

* Styrket konkurrenceevne.

Belgien vil styrke EU's konkurrenceevne og industripolitik. Mere innovation og færre regler skal skabe øget vækst.

Belgien vil i den forbindelse konkret fortsætte arbejdet med at færdiggøre kapitalmarkedsunionen og energiunionen. Det skal sikre øget adgang til finansiering for virksomheder.

Samtidig vil man kæmpe for lige vilkår for særligt små- og mellemstore virksomheder på den globale scene. Her er EU udfordret af øget statsstøtte fra USA og Kina til deres virksomheder.

* Retfærdig grøn omstilling.

Den grønne omstilling er vigtig. Men den må ikke lade nogen i stikken. Derfor vil det belgiske formandskab blandt andet lægge vægt på at sikre energi til en overkommelig pris til borgere og virksomheder. Det skal blandt andet ske gennem øgede investeringer i et integreret europæisk energinetværk.

* Sociale hensyn og sundhed.

EU skal gøres mere "inkluderende, ligestillet og retfærdigt" for alle. Det vil Belgien blandt forsøge at opnå gennem bedre mental sundhed på arbejdspladserne. Samtidig ønsker man at give bedre adgang til "anstændige boliger til en overkommelig pris for alle". Belgien vil også kæmpe for bedre adgang til billigere medicin.

* Migration.

Belgien vil gå efter at færdiggøre asyl- og migrationspagten. Den skal blandt andet sikre hjælp mellem EU-landene i situationer med særligt mange migranter.

Samtidig vil Belgien fortsætte arbejdet med den "eksterne dimension" af migration. Det vil blandt andet sige aftaler med afrikanske lande i forsøget på at dæmpe migrationen til EU.

* Et globalt Europa.

Belgien mener, at EU skal kunne stå mere på egne ben, når det gælder forsvar og være mere selvforsynende med blandt andet råstoffer. Derfor bør et eventuelt valg af Donald Trump som præsident i USA blive set som en mulighed - ikke en trussel.

EU bør blandt andet fortsætte støtten til Ukraine, uanset hvad der sker i USA, mener Belgiens premierminister, Alexander De Croo.

Kilder: Belgiens EU-formandskab, tale fra De Croo til EU-Parlamentet den 16. januar.

/ritzau/