FAKTA: Biden er den syvende præsidentkandidat
Præsidentvalget i 2024 kan ende med at blive en ny duel mellem Joe Biden og Donald Trump. (Arkivfoto). Foto: Jim Bourg/Ritzau Scanpix
Med Joe Bidens annoncering om at genopstille som amerikansk præsident er der nu syv, der jagter posten.
Det har været ventet længe, men tirsdag blev det officielt. Joe Biden går efter fire år mere som USA's præsident som Demokraternes kandidat.
Det annoncerede han i en kampagnevideo.
Biden er indtil videre den syvende person, der formelt har erklæret, at han vil vælges som præsident ved valget i 2024.
Her er de seks andre:
* Donald Trump, Republikanerne. Den 76-årige tidligere præsident går efter en ny periode efter sit valgnederlag i 2020.
* Nikki Haley, Republikanerne. 51-årige Haley er tidligere guvernør i delstaten South Carolina (2011 til 2017). Fra januar 2017 til december 2018 var hun USA's ambassadør i FN.
* Vivek Ramaswamy, Republikanerne. 37-årige Ramaswamy er iværksætter og mangemillionær efter at have investeret i biotekbranchen. Han er selverklæret "anti-woke-ideolog".
* Asa Hutchinson, Republikanerne. 72-årige Hutchinson var fra 2015 til januar i år guvernør i delstaten Arkansas. Han har tidligere gjort sig bemærket ved at være en af få i Det Republikanske Parti, der har været kritisk over for Donald Trump.
* Marianne Williamson, Demokraterne. 70-årige Williamson stillede også op ved seneste præsidentvalg, men opgav sin valgkamp i januar 2020. Hun har tidligere været "spirituel vejleder" for Oprah Winfrey.
* Robert F. Kennedy Jr., Demokraterne. Kennedy er 69 år gammel og nevø til John F. Kennedy. Han er kendt for sin modstand mod vacciner, blandt både til børn og mod coronavirus.
Kilder: Reuters, New York Times.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde