FAKTA: Demokrati på tysk - en vælger, to stemmer
Når 61,8 millioner tyskere søndag kan sammensætte den 18. forbundsdag, skal de sætte to krydser på stemmesedlen.
* Den første stemme går til en kandidat, der er opstillet i en af de 299 valgkredse. Den kandidat, der får flest stemmer, bliver valgt direkte ind i parlamentet.
I alt 4451 kandidater dyster om at vinde et direktmandat.
Ved det seneste forbundsdagsvalg fordelte direktmandaterne sig således: 218 til forbundskansler Angela Merkels CDU/CSU, 64 til det socialdemokratiske SPD, 16 til venstrepartiet Die Linke og et mandat til De Grønne.
* Den anden stemme går til et parti og afgør den endelige mandatfordeling ved forholdstalsvalg som i Danmark.
34 partier er opstillet ved søndagens valg, men de skal have mindst fem procent af andenstemmerne for at komme ind i Forbundsdagen.
I alt 2705 politikere er opstillet på de 34 partiers lister i de 16 tyske delstater, hvor de ligeledes kæmper om 299 mandater.
* Den nuværende forbundsdag tæller 622 medlemmer. Hvorfor det?
Hvis et parti har vundet flere direktmandater, end det egentlig har krav på i forhold til, hvor mange andenstemmer partiet har fået, kan partiet få tillægsmandater.
Da CDU/CSU sidste gang vandt 218 af de 299 valgkredse, fik de konservative yderligere 24 tillægsmandater. Dermed nød Merkels parti godt af, at mange af dets kernevælgere stemte taktisk og gav deres andenstemme til det liberale FDP, som fik 14,6 procent.
Tysklands forfatningsdomstol har siden fastslået, at tillægsmandaterne skævvrider valgresultatet. Sidste år kom der så en valgreform, hvor tillægsmandaterne kompenseres med såkaldte udligningsmandater.
Dvs. at den kandidat, der får flest stemmer i en valgkreds, stadig bliver valgt direkte ind i Forbundsdagen.
Men hvis et parti får tillægsmandater på grund af et godt førstestemme-resultat, kommer et vist antal udligningsmandater i spil, indtil mandatfordelingen igen er i overensstemmelse med det landsdækkende andenstemme-resultat.
Det er en af grundene til, at CDU i valgkampens slutspurt kæmper indædt om begge stemmer og kalder andenstemmen for Merkel-stemmen, nu da regeringspartneren FDP aktivt bejler til de konservative andenstemmer.
For selv om CDU atter ventes at vinde flest direktmandater og dermed også kan regne med tillægsmandater, vil disse ikke længere i samme grad gavne Merkels parti, da de andre partier nu får udligningsmandater.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde