FAKTA: Det mangler vi svar på om situationen i Sydkorea

Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, erklærede sent tirsdag aften undtagelsestilstand i Sydkorea. Efter undtagelsestilstanden er blevet ophævet, kræver flere hans afgang. Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Oppositionsparti og fagforeningsgruppe vil have Yoon til at trække sig efter kaotiske timer i Sydkorea.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange spørgsmål står endnu ubesvarede, efter at Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, sent tirsdag aften lokal tid erklærede militær undtagelsestilstand i Sydkorea.

Ud på de tidlige morgentimer imødekom Yoon en afstemning fra parlamentet, hvor et flertal havde stemt for ophævelsen af undtagelsestilstanden.

Her er, hvad vi natten til onsdag mangler svar på om Yoons bevæggrunde og hans politiske fremtid:

* Hvorfor erklærede Yoon den militære undtagelsestilstand?

Yoons bevæggrunde for at erklære undtagelsestilstand er endnu ikke klare.

Selv hævdede han, at oppositionen sympatiserede med Nordkorea og varslede, at han vil "tilintetgøre foragtelige pro-nordkoreanske antistatslige styrker".

Både eksperter og allierede har udtrykt forundring over præsidentens pludselige tiltag.

- Det er tydeligt, at Yoon har været en upopulær og ineffektiv leder, og han har haft svært ved at få befolkningens støtte, siger Alan Yu, der er tidligere amerikansk diplomat i Asien.

Han mener blandt andet, at erklæringen om en militær undtagelsestilstand kan være et udtryk for desperation.

* Hvordan ser fremtiden ud for Yoon?

Presset vokser på den sydkoreanske præsident, som flere har opfordret til at trække sig.

Sydkoreas største oppositionsparti, Det Demokratiske Parti, kræver Yoons afgang.

Partiet har sammen med fem andre oppositionspartier onsdag morgen dansk tid fremsat et beslutningsforslag om at stille Yoon for en rigsret.

Korean Confederation of Trade Unions har varslet en strejke, som skal stå på, indtil landets præsident, Yoon Suk-yeol, går af, lyder det.

Lederen af Yoons eget parti, Han Dong-hoon, har opfordret hele regeringen til at træde tilbage, og at Yoon smides ud af partiet.

Opfordringen til, at Yoon bør smides ud, deles ikke nødvendigvis med hans partifæller, og der er "forskellige synspunkter" i partiet, lyder det.

Yoons præsidentkontor har onsdag morgen dansk tid forsvaret beslutningen om at erklære militær undtagelsestilstand med, at det var "inden for lovens rammer", og at den var "timet til at minimere skader på national økonomi og folks liv".

Kilder: AFP, Reuters.

/ritzau/