FAKTA: Det ved vi om angrebet i Bruxelles
Den mistænkte 45-årige mand er tirsdag blevet skudt og dræbt af politiet i Bruxelles-bydelen Schaerbeek. Foto: Bart Biesemans/Reuters
To svenske statsborgere dræbt under angreb i Bruxelles før fodboldlandskamp. Formodet gerningsmand meldes død.
To svenske statsborgere blev mandag aften skudt og dræbt i et angreb i det centrale Bruxelles i Belgien. En tredje svensker meldes såret.
Angrebet skete cirka halvanden time før Sveriges EM-kvalifikationskamp i fodbold mod Belgien:
* Mandag klokken cirka 19.15 åbner en mand ild mod flere personer i bydelen Molenbeek i det centrale Bruxelles.
* Gerningsmanden har angiveligt fulgt efter nogle svenske fodboldtilhængere, som har sat sig i en taxa. Han skyder mod personerne og går senere ind i en bygning, hvor han skyder og sårer en tredje person. Herefter flygter manden fra stedet.
* Senere oplyses det, at to personer er dræbt, og en tredje såret, alle svenskere. Ifølge det oplyste var de iført svenske fodboldtrøjer og på vej til landskamp. De dræbte er en mand i 70'erne fra Stockholmsområdet og en mand i 60'erne, som er bosat i udlandet.
* Den mistænkte gerningsmand filmer angiveligt angrebet og lægger det ud på sociale medier. Bagefter offentliggør han yderligere et videoklip, hvor han sværger troskab til den militante gruppe Islamisk Stat.
* Han siger også, at han har dræbt svenskere for at "hævne muslimer", hvilket kan være en henvisning til koranafbrændinger i Sverige.
* Klokken 20.45 begynder fodboldlandskampen mellem Belgien og Sverige cirka fem kilometer fra gerningsstedet. Kampen bliver afbrudt efter første halvleg. Svenske fans bliver på stadion til langt over midnat, mens de venter på, at politiet kan evakuere dem til et sikkert sted.
* Tirsdag morgen bliver den mistænkte gerningsmand, der er identificeret som en 45-årig tuneser, skudt af politi på en café i bydelen Schaerbeek. Han meldes senere død.
* Ifølge lokale medier har manden opholdt sig ulovligt i Belgien og fået afslag på en ansøgning om asyl.
Kilder: SVT.se, Expressen.se, Aftonbladet.se, AFP og Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker