FAKTA: Det ved vi om benådningen af Hunter Biden

Biden fortæller, at han traf beslutningen om at underskrive benådningen i weekenden, hvor hans familie - heriblandt Hunter Biden - var samlet til middag i forbindelse med højtiden Thanksgiving. (Arkivfoto). Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Joe Bidens benådning af Hunter Biden er "fuld og ubetinget" og dækker periode fra 2014 til 2024, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA's præsident, Joe Biden, har natten til søndag dansk tid meddelt, at han benåder sin 54-årige søn Hunter Biden.

Hunter Biden stod over for to straffesager - en sag om brud på skatteloven og en sag om brud på våbenloven.

Han har erklæret sig skyldig i at have brudt skatteloven. Ifølge ham selv skete det for at spare hans familie for smerte og ydmygelse.

Et nævningeting har desuden fundet ham skyldig i brud på våbenloven. Dette nægter han sig dog selv skyldig i.

* Benådningen af Hunter Biden sker, inden at strafudmålingen i nogen af sagerne har fundet sted.

* Det sker desuden knap to måneder inden, at USA's kommende præsident Donald Trump overtager Joe Bidens plads i Det Hvide Hus.

* Benådningen omtales i udtalelse fra Det Hvide Hus som en "fuld og ubetinget" benådning.

* Den dækker perioden 1. januar 2014 til 1. december 2024.

* Benådningen er dermed ikke alene målrettet de omtalte straffesager, men vil også beskytte Hunter Biden fra retsforfølgelse for lovovertrædelser, som "han har begået eller kan have begået eller taget del" i løbet af de knap 11 år.

* På det amerikanske justitsministeriums hjemmeside beskrives en benådning som "et udtryk for præsidentens tilgivelse", og den tildeles "sædvanligvis som en anerkendelse af ansøgerens accept af (vedkommendes, red.) ansvar for forbrydelsen og for god opførsel i en betydelig tidsperiode eller en afsluttet afsoning af straf".

* Justitsministeriet skriver også, at en benådning ikke er ensbetydende med, at personen er uskyldig. Benådning fjerner dog visse konsekvenser af kriminelle handlinger - eksempelvis for personer, der har mistet deres stemmeret.

Kilder: Udtalelse fra Det Hvide Hus og nyhedsbureauet AP.

/ritzau/