FAKTA: Flere præsidenter har været udsat for attentatforsøg i USA

I USA har både præsidenter og præsidentkandidater tidligere været udsat for attentater og attentatforsøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump blev natten til søndag dansk tid strejfet af skud ved et vælgermøde i byen Butler i delstaten Pennsylvania.

En tilskuer blev dræbt, mens to andre blev alvorligt såret.

FBI har betegnet skyderiet mod den republikanske ekspræsident som et attentatforsøg.

Det er langtfra første gang, at en præsident i USA bliver udsat for et attentatforsøg, og flere præsidenter er også blevet dræbt. Læs mere her:

* Præsident Andrew Jackson blev skudt på, mens han deltog i en begravelse i kongresbygningen, The Capitol, i 1835. Attentatmanden skød to gange, men pistolen gik ikke af.

* Præsident Theodore Roosevelt blev skudt i 1912, da han var på vej til at holde en tale i Milwaukee. Lige som Trump forsøgte han at blive genvalgt som præsident efter at have været væk fra embedet. Ifølge Roosevelt selv var det hans 50 sider lange tale, der sænkede kuglens hastighed. Projektilet blev siddende i ham resten af livet.

* Franklin D. Roosevelt var præsidentkandidat, da der i 1933 blev skudt på ham i Miami. Gerningsmanden ramte ikke præsidentkandidaten, men ramte og dræbte Chicagos borgmester, som blev dræbt.

* George Wallace var i gang med et tredje forsøg på at blive præsident, da han i 1972 blev ramt af skud ved et kampagneevent uden for Washington D.C. Han blev lam fra livet og ned.

* Præsident Gerald Ford blev udsat for to attentatforsøg kort efter hinanden i 1975. Første gang i Sacramento i Californien og andet forsøg i San Francisco.

* I 2011 blev der affyret skud mod det Hvide Hus, mens Barack Obama var præsident.

* Præsident Abraham Lincoln var den første præsident, der blev dræbt i et attentat. Det skete i 1865, mens han var i teatret i Washington D.C.

* Præsident James Garfield blev skudt på en togstation i Washington D.C. i juli 1881. Han døde af de skader, han havde fået under skudepisoden, i september samme år.

* Præsident William McKinley blev skudt i september 1901 i Buffalo i delstaten New York. Han døde et par dage efter skudepisoden.

* Præsident John F. Kennedy blev skudt af en finskytte i Dallas i Texas i 1963, mens han kørte parade i en åben limousine gennem byen.

* Robert F. Kennedy var præsidentkandidat, da han i 1968 blev skudt og dræbt i Los Angeles i Californien, netop som han havde vundet primærvalget i staten.

Kilder: CNN, CBS.

/ritzau/