FAKTA: Gaza-aftale indledes med seks ugers våbenhvile
Billede fra Tel Aviv i Israel onsdag, hvor to kvinder ser på billeder af gidsler, der holdes fanget i Gaza. Foto: Oded Balilty/Ritzau Scanpix
Israel har givet grønt lys til længe ventet Gaza-aftale. Søndag ventes de første gidsler at blive løsladt.
Israels regering har natten til lørdag godkendt en aftale om våbenhvile i Gaza og løsladelse af gidsler.
Det sker, efter at mæglere i længere tid har forsøgt at forhandle en aftale mellem Israel og den militante bevægelse Hamas på plads.
Aftalen skal efter planen træde i kraft søndag.
Den er ikke blevet offentliggjort i sin fulde form, men blandt andre amerikanske embedsmand og flere medier har beskrevet dele af den.
* I overordnede træk vil aftalen til en start betyde, at kampene i Gaza skal indstilles, og Israel skal trække sig tilbage.
* Gidsler, der holdes fanget i Gaza af Hamas, skal løslades, og til gengæld skal Israel samtidig løslade palæstinensiske fanger.
* Under en indledende, seks uger lang våbenhvilefase skal israelske styrker gradvist trække sig tilbage fra det centrale Gaza, samtidig med at fordrevne palæstinensere kan vende tilbage til det nordlige Gaza.
* USA forventer, at tre kvindelige gidsler søndag eftermiddag vil blive løsladt fra Gaza, siger den amerikanske mægler i forhandlingerne Brett McGurk til CNN. Det er en proces, som Røde Kors vil bistå.
* 33 af de i alt 98 tilbageværende israelske gidsler, herunder kvinder, børn og mænd over 50 år, skal løslades i løbet af den indledende fase.
* Israel vil til gengæld løslade alle palæstinensiske kvinder og personer under 19 år fra israelske fængsler, hvilket skal ske "i udgangen af første fase".
* Israels justitsministerium har fredag offentliggjort en liste med navnene på i alt 95 fængslede palæstinensere, som skal løslades søndag.
* Brett McGurk siger, at der syv dage efter søndagens første løsladelser skal løslades endnu fire kvindelige israelske gidsler fra Gaza. Herefter skal der løslades tre gidsler om ugen, lyder det.
* Der har tidligere været forskellige meldinger om, hvad de næste faser indeholder.
* Det har lydt, at forhandlingerne om fase to vil begynde på dag 16 i første fase, og at den blandt andet ventes at omfatte frigivelse af de resterende gidsler og en permanent våbenhvile. Det er dog ikke blevet bekræftet efter godkendelsen fra Israel.
Kilder: Reuters, Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde