FAKTA: Gaza er tvunget i knæ

I Gaza er levevilkårene forværret af krige og økonomisk blokade. Hver anden er afhængig af fødevarehjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gazastriben kan blive helt ubeboelig inden for de kommende fem år, advarer FN's udviklingsagentur i sin årsrapport. Her følger fakta om den palæstinensiske enklave:

* Gazastriben har et areal på 362 kvadratkilometer, hvilket gør den på størrelse med Morsø. Den ligger klemt inde mellem Israel, Egypten og Middelhavet.

* I Gazastriben bor 1,8 millioner mennesker, svarende til det samlede indbyggertal i København, Københavns Omegn og Nordsjælland. Det er et af verdens mest tætbefolkede områder.

* I løbet af de seneste seks år har Israel foretaget tre større militæroperationer i Gazastriben.

* Under sidste års krig blev over 2200 palæstinensere dræbt, størstedelen civile, og mere end en halv million blev fordrevet. Krigen kostede også 73 israelere livet, de fleste af dem soldater.

* De israelske militæroperationer under krigen i 2014 ødelagde over 20.000 palæstinensiske hjem, 148 skoler, 15 hospitaler og 45 sundhedscentre.

* Op mod 247 fabrikker og 300 forretninger blev helt eller delvist ødelagt i bombardementet, lige som Gazas eneste kraftværk blev stærkt beskadiget.

* Sidste år havde Gaza en arbejdsløshed på 44 procent, den højeste der nogensinde er registreret.

* 72 procent af alle husholdninger i Gaza oplever fødevareusikkerhed. For 15 år siden var 72.000 palæstinensere helt afhængige af fødevarehjælp fra FN. I maj i år var det tal steget til 868.000.

Kilder: Danmarks Statistik, AFP, UNCTAD