FAKTA: Her er de vigtigste datoer i konflikten i Syrien
Det syriske oprør begyndte med fredelige demonstrationer, der siden har udviklet sig til en blodig konflikt, der har kostet over 100.000 mennesker livet. Konflikten begyndte i marts 2011.
* 15. marts 2011.: Demonstrationer bryder ud i Deraa, efter at unge anholdes for at male revolutionære slagord. Sikkerhedsstyrker skyder flere mennesker i Deraa, hvilket udløser flere demonstrationer.
* Maj 2011: Kampvogne ruller ind i Deraa, Homs og Damaskus' forstæder.
* Juli 2011: Hundredtusindvis af mennesker demonstrerer i hele landet.
* Oktober 2011: Det oppositionelle Syriens Nationalråd dannes.
* December 2011: Regimet i Damaskus tillader observatører fra Den Arabiske Liga at opholde sig i landet.
* Maj 2012: 108 mennesker bliver dræbt i Houla i nærheden af Homs. FN holder senere syriske soldater og militser ansvarlige.
* Juni 2012: Præsident Bashar al-Assad erkender, at Syrien står over for en reel borgerkrig.
* August 2012: Hundredvis bliver dræbt, da soldater stormer Damaskus-forstaden Darayya.
* November 2012: Oppositionsgrupper samler sig i Den Nationale Koalition for Syriske Revolutionære- og Oppositionsstyrker.
* December 2012: USA anerkender koalitionen som "legitim repræsentant" for det syriske folk.
* Januar 2013: Mindst 100 mennesker bliver dræbt og brændt i deres hjem i Haswiya, tæt på Homs.
* Juni 2013: Syriske oprørsstyrker går til angreb på alawitter, det etniske mindretal, som præsident Assad tilhører.
* Juli 2013: FN vurderer, at op mod 100.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten.
* 18. august: Et FN-hold bestående af eksperter i kemiske våben ankommer til Damaskus for at undersøge, om der er blevet brugt kemiske våben i den nu to et halvt år lange konflikt.
* 21. august: Det syriske militær angriber oprørere i Damaskus' forstæder i et bombeangreb, hvor der angiveligt er brugt giftgas. Bashar al-Assad afviser, at der er tale om kemiske våben.
* 27. august: Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) siger, at den danske regering overvejer alternative reaktionsmønstre på Syrien-konflikten, som ligger uden for FN-regi.
* 29. august: Efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn er der politisk flertal for, at Danmark kan bidrage til en militæraktion i Syrien, hvis Danmark skulle få en anmodning.
* 29. august: Den britiske premierminister, David Cameron, taber en afstemning i det britiske underhus om at få mandat til en militæraktion i Syrien.
* 30. august: Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, lægger op til, at forsvarsalliancen ikke får nogen rolle i en eventuel militæraktion i Syrien.
* 30. august: USA' udenrigsminister, John Kerry, fremlægger en amerikansk efterretningsrapport, der placerer skylden for det kemiske angreb hos Syriens præsident Assad.
* 30. august: Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger, at han endnu ikke har besluttet, hvordan et eventuelt militært angreb skal gennemføres - "USA overvejer et smalt og begrænset angreb på Syrien", lyder det fra præsidenten.
(Kilder: Liberation, AFP, BBC, Reuters).
/ritzau/
Seneste artikler
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Nu indtager de Bjørneskoven
Ekspert: Lolland vil være fattig i årtier
Annonce: Ledelsesrådgivning med fokus på sammenhæng og udvikling i danske organisationer
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri