FAKTA: Her er elementerne i Gaza-aftale

Endnu er der en vis uvished om Gaza-aftale, som ifølge flere medier er indgået. Her er hovedelementerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forhandlere er onsdag nået frem til en aftale om en våbenhvile i Gaza, erfarer en række internationale medier.

En embedsmand, der er blevet briefet om aftalen, har beskrevet hovedelementerne over for nyhedsbureauet Reuters.

Netanyahus kontor bestrider, at der er enighed om alle punkter, og endnu er intet officielt, men her er elementerne som beskrevet til Reuters:

* Under en indledende, seks uger lang våbenhvilefase skal israelske styrker gradvist trække sig tilbage fra det centrale Gaza, samtidig med at fordrevne palæstinensere kan vende tilbage til det nordlige Gaza.

* 600 vognladninger med humanitær nødhjælp skal kunne komme ind i Gaza hver eneste dag under våbenhvilen. 50 af dem skal være med brændstof. 300 af lastbilerne skal gå til nordlige dele af Gaza.

* Hamas løslader 33 israelske gidsler, herunder alle kvinder, børn og mænd over 50 år. Hamas løslader først kvindelige gidsler og personer under 19 år. Herefter følger mænd over 50 år.

* Israel vil løslade 30 tilfangetagne palæstinensere for hvert eneste civile gidsel. 50 palæstinensere løslades for hver eneste kvindelige israelske soldat, som Hamas frigiver.

* Israel vil løslade alle palæstinensiske kvinder og børn under 19 år, som er blevet tilbageholdt efter 7. oktober 2023, ved udgangen af den første fase. Det samlede antal palæstinensere, der løslades, afhænger af de gidsler, som Hamas frigiver. Der kan blive tale om mellem 990 og 1650 palæstinensere.

* Hamas løslader gidsler over en periode på seks uger. Mindst tre gidsler frigives hver uge. Alle 33 gidsler skal være frigivet inden slutningen af perioden. Alle levende gidsler frigives først, hvorefter ligene af døde gidsler vil blive frigivet.

* Qatar, Egypten og USA garanterer for aftalen.

* Forhandlingerne om en fase to i aftalen begynder på den 16. dag af fase ét. Den ventes at omfatte frigivelse af alle resterende gidsler - herunder mandlige israelske soldater - en permanent våbenhvile og fuldstændig israelsk tilbagetrækning.

* En tredje fase skal omfatte, at alle lig bringes tilbage, og at Gazas genopbygning begynder under opsyn af Egypten, Qatar og FN.

Kilde: Anonym embedsmand til Reuters.

/ritzau/