FAKTA: Hvad er Det Europæiske Politiske Fællesskab?

Lederne fra omkring 45 lande mødes torsdag i Det Europæiske Politiske Fællesskab. Læs mere om mødet her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) måtte torsdag melde afbud til den tredje møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab på grund af afslutningsdebatten i Folketinget.

Men en stor del af Europas stats- og regeringsledere deltager torsdag i mødet i den spanske by Granada. Læs mere om det særlige topmøde her:

* Det Europæiske Politiske Fællesskab er ikke et EU-forum, men et forum for næsten alle europæiske lande.

* Idéen kommer fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. I sin tale på Europadagen den 9. maj i år foreslog han Det Europæiske Politiske Fællesskab.

* Det skete på et tidspunkt, hvor det ikke så ud til, at Ukraine ville få status som EU-kandidatland. Målet for Macron var primært at give Ukraine mulighed for at mødes med EU-landene.

* Ruslands brutale fremfærd fik dog EU-landene til at vende rundt og give Ukraine kandidatstatus.

* Dermed er det nye europæiske mødeforum ved at antage en ny betydning. Blandt andet fordi det giver EU-landene mulighed for at mødes med Storbritannien og andre lande uden for EU.

* Omkring 45 lande bliver inviteret til møderne. Det er dog ikke alle, der er lige flittige til at møde op. Blandt andre har Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, meldt afbud til de to seneste møder.

* Denne uges møde i Granada har blandt andet til formål at give lederne mulighed for at diskutere fælles geopolitiske mål for Europa.

* Mødet er også en mulighed for lederne til at holde bilaterale samtaler. Her var håbet i EU-toppen, at man kunne formidle en mulighed for fredsdiplomati mellem Armenien og Aserbajdsjan, der er i konflikt om den separatistiske Nagorno-Karabakh enklave.

* Den aserbajdsjanske præsident, Ilham Aliyev, har dog meldt afbud til mødet. Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters sket på grund af Frankrigs militære støtte til Armenien.

Kilder: Rådet, Reuters

/ritzau/