FAKTA: Lang vej fra kandidatstatus til EU-medlemskab
Ursula von der Leyen vil sætte turbo på optagelsen af EU-kandidatlande på Vestbalkan. Læs her om processen.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger i en tale onsdag, at EU skal gøre mere for at bringe landene på Vestbalkan ind i unionen.
Det skal blandt andet ske gennem øget finansiel støtte.
I dag har i alt otte lande status af EU-kandidatland, som markerer det første vigtige skridt mod muligt medlemskab. Af dem ligger fem på Vestbalkan. Det er Serbien, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Nordmakedonien og Montenegro.
De tre øvrige kandidatlande er Tyrkiet, Ukraine og Moldova.
Læs mere om vejen til EU her:
* Ethvert europæisk land, der respekterer EU's værdier, og som forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af EU.
* Landet skal i første omgang opfylde tiltrædelseskriterierne. De blev fastlagt på et møde i København i 1993 og omtales tit som "københavnerkriterierne".
* Kriterierne opstiller en række demokratiske, økonomiske og politiske betingelser for lande, der ønsker at komme med i EU.
* Når et europæisk land har sendt sin formelle ansøgning til EU, er næste skridt, at EU-Kommissionen giver sin holdning til kende i sagen. Det tager normalt 15-18 måneder. Ifølge EU-embedsmænd kan den proces dog gøres kortere, hvis der er politisk vilje.
* Hvis kommissionen er positivt stemt over for et medlemskab, og hvis alle EU's medlemslande stemmer for det, kan landet få status som kandidatland.
* Som kandidatland vil landet begynde forhandlinger, som handler om at få ensrettet love og lovrammer i forhold til EU.
* EU-love er inddelt i politikområder - såkaldte kapitler. I dag er der 35 kapitler. Et kapitel er lukket, når kandidatlandet viser, at det er klar til at implementere EU-love på området.
* Der kan være en overgangsaftale om, hvornår og hvordan visse regler gradvist kan implementeres.
* Når alle kapitler er lukket, kan EU og det pågældende kandidatland forberede en tiltrædelsestraktat. Den skal godkendes af alle EU-lande og have grønt lys fra EU-Parlamentet. Derefter bliver traktaten underskrevet af alle EU-lande, og landet vil kunne tiltræde endeligt i EU.
* Det tager dog normalt år at nå så langt i processen. Kroatien blev eksempelvis kandidatland i 2004, men først medlem i 2013.
Kilder: Reuters og Det Europæiske Råd.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde