FAKTA: Lang vej fra kandidatstatus til EU-medlemskab

EU gør klar til udvidelse med flere nye lande - heriblandt Ukraine. Men vejen til medlemskab er lang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Danmark den 1. juli overtager formandskabet for EU, så er et af målene at åbne alle seks forhandlingsområder med Ukraine på vejen til EU-medlemskab.

Det siger europaminister Marie Bjerre (V) forud for, at Danmark overtager EU-formandskabet. Men vejen, til at Ukraine kan blive del af EU, er fortsat lang.

Læs mere om vejen til EU her:

* Ethvert europæisk land, der respekterer EU's værdier, og som forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af EU.

* Landet skal i første omgang opfylde tiltrædelseskriterierne. De blev fastlagt på et møde i København i 1993 og omtales tit som "københavnerkriterierne".

* Kriterierne opstiller en række demokratiske, økonomiske og politiske betingelser for lande, der ønsker at komme med i EU.

* Når et europæisk land har sendt sin formelle ansøgning til EU, er næste skridt, at EU-Kommissionen giver sin holdning til kende i sagen. Det tager normalt 15-18 måneder. Ifølge EU-embedsmænd kan den proces dog gøres kortere, hvis der er politisk vilje.

* Hvis kommissionen er positivt stemt over for et medlemskab, og hvis alle EU's medlemslande stemmer for det, kan landet få status som kandidatland.

* I dag har i alt ni lande status af EU-kandidatland, som markerer det første vigtige skridt mod muligt medlemskab.

* Ud over Ukraine er det Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Nordmakedonien, Moldova, Montenegro, Serbien og Tyrkiet.

* Som kandidatland vil landet begynde forhandlinger, som handler om at få ensrettet love og lovrammer i forhold til EU.

* EU-love er inddelt i politikområder - såkaldte kapitler. I dag er der 35 kapitler. Et kapitel er lukket, når kandidatlandet viser, at det er klart til at implementere EU-love på området.

* Der kan være en overgangsaftale om, hvornår og hvordan visse regler gradvist kan implementeres.

* Når alle kapitler er lukket, kan EU og det pågældende kandidatland forberede en tiltrædelsestraktat. Den skal godkendes af alle EU-lande og have grønt lys fra EU-Parlamentet. Derefter bliver traktaten underskrevet af alle EU-lande, og landet vil kunne tiltræde endeligt i EU.

* Det tager dog normalt år at nå så langt i processen. Kroatien blev eksempelvis kandidatland i 2004, men først medlem i 2013.

Kilder: Reuters og Det Europæiske Råd.

/ritzau/