FAKTA: Nord Stream 1 kan forsyne 26 millioner europæiske hjem

Nord Stream 1 kan transportere 55 milliarder kubikmeter gas om året til Europa. (Arkivfoto). Foto: Hannibal Hanschke/Reuters

Gazprom meddeler fredag, at man ikke kan sende gas til Europa via Nord Stream 1, før en lækage er repareret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det statslige russiske gasselskab Gazprom har flere gange lukket for gasrørledningen Nord Stream 1 grundet vedligeholdelsesarbejde.

Senest blev den lukket 31. august. Efter planen skulle den åbnes igen den 3. september.

Ifølge flere nyhedsbureauer har Gazprom fredag meddelt, at man ikke kan sende gas til Europa via Nord Stream 1, før en lækage er repareret. Det sker dagen før, at gasrørledningen skulle være åbnet igen.

Læs mere om gasrørledningen her:

* Nord Stream 1 er 1224 kilometer lang og består af to gasrørledninger, som løber under Østersøen.

* Den strækker sig fra Vyborg i Rusland til Lubmin i det nordøstlige Tyskland. Derfra transporteres gassen videre til øvrige dele af Europa.

* Den har været i brug siden 2011 og har dermed i over et årti - indtil Ruslands krig mod Ukraine - været en pålidelig kilde til gas til Europa.

* Den kan transportere 55 milliarder kubikmeter gas om året til Europa. Det er nok til at forsyne cirka 26 millioner europæiske hjem. Dermed er den særdeles vigtig for gasforsyningen til Europa.

* Ruslands statsejede gasselskab Gazprom ejer 51 procent af Nord Stream 1. Tysklands EON og Wintershall Dea, hollandske Gasunie og Frankrigs Engie er også aktionærer.

* Projektet var længe set som en model for økonomisk samarbejde mellem Rusland og EU, hvor lande som Tyskland og Italien er blevet stærkt afhængige af den billige russiske gas.

* Før Rusland angreb Ukraine, importerer Europa omkring 40 procent af sin gas fra Rusland.

Kilder: AFP, Reuters.

/ritzau/