FAKTA: Pilgrimsfest aflyst efter togulykke

Togulykken i udkanten af byen Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien onsdag aften har kostet mindst 77 mennesker livet.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Santiago de Compostela er et af de mest berømte pilgrimsmål i den kristne verden. Årligt besøger flere end 100.000 pilgrimme byen, hvor apostlen Jakob - af katolikker kendt som "Sankt Jakob" - ifølge legenden ligger begravet.

* Den 25. juli hvert år på Jakobs helgendag afholdes en enorm pilgrimsfest i byen. I år er festen blevet aflyst på grund af togulykken.

* Tilstrømningen af pilgrimme til Santiago de Compostela er særligt stor i "hellige år". Det er helligt år i Compostela, når Jakobs helgendag falder på en søndag. I helligåret 2010 valfartede over 272.000 pilgrimme til byen.

* De kristne pilgrimme vandrer ad "Jakobsvejen", også kendt som "Caminoen", der starter i det sydlige Frankrig, fortsætter over Pyrenæerne og går tværs over det nordlige Spanien til Santiago de Compostela.

* En del af "Jakobsvejen" blev i 1993 optaget på Unescos liste over verdens kulturarv. I 1999 blev også de ældste dele af Santiago de Compostela optaget på listen.

Kilde: pilgrimsvandring.dk

/ritzau/