FAKTA: Sådan kommer Greenpeace-aktivisterne hjem

26 udenlandske aktivister fra Greenpeace, der sammen med fire russere blev anholdt efter en aktion i Det Arktiske Ocean i september, kan nu efter alt at dømme snart rejse hjem. Det kan dog kun ske med et udrejsevisum.

Offentliggjort Sidst opdateret

* Den russiske lov om amnestien blev vedtaget 18. december. Den dækker en række dømte og anklagede personer. Der henvises specielt til sager om hooliganisme og deltagelse i uroligheder.

* De 26 udenlandske aktivister fra Greenpeace var tiltalt for hooliganisme. De befinder sig i Sankt Petersborg, hvor de er løsladt mod kaution, men deres sag ser ud til at slutte, nu da tiltalen onsdag er blevet droppet som følge af amnestien.

* Ifølge Greenpeace forventes det at tage et par dage, inden aktivisterne får udstedt det nødvendige udrejsevisum.

* Aktivisterne blev anholdt og deres skib, Arctic Sunrise, opbragt under en aktion på en russisk olieboreplatform den 18. september, hvorefter de blev varetægtsfængslet i to måneder, først i Murmansk og siden i Sankt Petersborg.

* Den 21. november blev den danske tredjestyrmand på Arctic Sunrise, Anne Mie Roer Jensen, løsladt mod kaution til ophold i Sankt Petersborg. I dagene omkring blev også de øvrige aktivister frigivet fra fængslet mod kaution.

* Det russiske energiselskab Gazprom meddelte den 22. december, at man igen begynder at producere olie fra platformen, som i september blev forsøgt bordet af aktivisterne.

Kilder: AFP, Reuters og Greenpeace

/ritzau/