FAKTA: Sådan overvejer EU at holde krigere hjemme
I forbindelse med en debat fredag blandt EU's justits- og indenrigsministre om EU-borgere, der tager i krig i Syrien, har EU's antiterrorkoordinator, Gilles de Kerchove, præsenteret en rapport med forslag til, hvad EU kan gøre for at holde dem hjemme.
Der er ikke nødvendigvis lagt op til konkret ny EU-lovgivning, og De Kerchoves liste har mest karakter af et meget bredt idékatalog med tanker koncentreret om fire hovedpunkter:
1) FORSTÅ FÆNOMENET.
Udgangspunkt: Det er nemt at rejse fra Europa til Syrien, men der er ikke overblik over, hvorfor unge europæere gør det - der er mange gråzoner mellem dem, der vil yde humanitær hjælp og dem, der er drevet af al-Qaedas ideologi.
Behov: En mere præcis profil af dem, der rejser, og overblik over, om trafikken er organiseret af radikale netværk, eller det mere er enkeltindivider, der er inspireret af informationer fra internettet.
Idéer: Sammenholde informationer fra forskellige kilder som politisamarbejdet Europol, grænsesamarbejdet Frontex, efterretningsanalysecenteret IntCen, EU's udenrigstjeneste Eeas og andre kilder.
2) FORHINDRE AT FOLK REJSER - OG HÅNDTERE DEM EFTER HJEMKOMST.
Udgangspunkt: EU-landene ønsker ikke, at deres unge bliver part i krigen - men heller ikke at de vender hjem med traumer eller bliver trænet op som radikaliserede terrorister. EU skal ikke lovgive, men landene kan lære meget af hinanden.
Behov: Finde ud af, hvad man kan gøre for at holde dem hjemme - og for at vurdere deres farlighed, når de kommer hjem.
Idéer: Samarbejde med lærere, fængsler, politi, religiøse ledere og andre i lokalsamfund. Hotline for bekymrede familier, humanitære projekter til fordel for Syriens flygtninge, kommunikere "modhistorier" på sociale netværk, få folk i den arabiske verden til at frabede sig trafikken.
3) NATIONAL LOVGIVNING.
Udgangspunkt: Mange EU-lande har ikke noget specifikt forbud mod, at deres borgere rejser ud i krig, men kan kun retsforfølge folk for at have været involveret i en konkret terrorhandling. De prøver ofte at kombinere flere forskellige lovovertrædelser.
Behov: Klare regler for, hvad der er ulovligt. Afklaring af den mest effektive balance mellem forebyggelse og straf.
Idéer: Blokere for folks afrejse, blokere bankkonti, tilbageholde offentlige ydelser, identificere mistænkelige rejseplaner, mere overvågning af rejsende, fokus på borgere med dobbelt statsborgerskab, som lettere kan rejse uden at blive registreret.
4) FORHOLD TIL TREDJELANDE.
Udgangspunkt: USA, Tyrkiet, landene på Balkan, Tunesien, Golf-lande og andre har lignende problemer.
Behov: Bedre udveksling af informationer.
Idéer: Tættere samarbejde med USA, mere kommunikation med Balkan-lande, hjælpe Tunesien med at styrke sikkerhedssystemer, sikre Tyrkiets hjælp som led i EU's optagelsesforhandlinger.
(Kilder: EU-kilder samt presseudtalelse fra EU's antiterrorkoordinator Gilles de Kerchove)
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker